Sarah McLachlan er stor i Amerika. Siden 1988 er 22 millioner fonogrammer ekspederet og tre Grammyer indhøstet. Ikke mindst hendes rolle som primus motor i den feministiske rockkaravane Lilith Fair har gjort den canadiske sangerinde til et samlingspunkt. I Europa er hun derimod nærmest ukendt. 'Afterglow', hendes første cd i seks år, vil måske kunne ændre på det. Men også kun måske. 'World On Fire' og 'Train Wreck' er som resten af albummet omhyggeligt tilvirkede sange holdt i en smagfuld og halvblank produktion. En del Joni Mitchell til to dele Sting lyder umiddelbart ikke så tosset. Bortset fra at blandingen rundes op af to dele fladelak. Som sangerinde har McLachlan mere klarhed end karakter, og det er på en måde hele 'Afterglow's begrænsning. Det er ikke svært at nyde lydens svale kvaliteter og den underliggende næsten hymneagtige toneklang. Men man savner både inderlighed og yderligheder. 'Afterglow'. Titlen antyder noget gyldent og afklaret. Hinsides brændpunktet. På en måde er det rammende. Det lyder ikke, som om der i afgørende grad længere er noget, der brænder på for Sarah McLachlan. Det er musikken på 'Afterglow' ikke personlig nok til at kunne bære.
Efterglød
Lyt til artiklen
