0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tonemester

Lou Reeds 'Animal Serendade' er et overbevisende live-dokument fra et rock'n'roll-dyr, der har taget springet ind i den fremskredne alders ære og værdighed uden at miste glød eller gnist.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lou Reed. 'Den gamle rock'n'roll animal' ældes med karakter. - PR-foto

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lou Reed er måske den rockkunstner, der mest kraftigt har insisteret på live-pladen som et relevant medium. Siden '1969 Velvet Underground Live' har Reed været legendarisk performer på 'Rock'n'Roll Animal'(74) og Lou Reed Live (75), tvær og snerrende på CBGB i 'Take No Prisoners'(78), subtil stadionrocker 'Live In Italy'(84), et smut til London og en 'Perfect Night' (98) og nu med 'Animal Serenade' gælder det en optagelse fra juni 2003 på The Wiltern i Los Angeles.

Det interessante ved Reeds live-plader er, at de ikke bare fastholder en særlig vellykket koncert, men hver gang har en struktur og en lyd, der entydigt dokumenterer et stadie på musikerens vej. Det handler i høj grad om klang, dynamik og æstetik. Den 62-årige Reed er ikke en løssluppen yngling, men en magtfuld tonemester. Ved siden af sig har Reed sin trofaste bassist Fernando Saunders og guitaristen Mike Rathke. Ingen fast trommeslager. Til gengæld forstærkes det elegiske element af cellisten Jane Scarpantoni, der på 'Venus In Furs' fremkalder en friktionsvarme, der mere end ligner en kvalificeret hilsen til John Cale.

Med en sødmefuld, hymnodisk vokal, der svæver midt mellem Jeff Buckley og Jimmy Scotts versioner af det himmelske, udgør Antony Hegarty på 'Call On Me' og 'Candy Says' en øm kontrast til en præcis og veloplagt Lou Reed. Frataget den unge gadeløves rollespil er han som talesprogspoet stadig i eminent grad i kontakt med sit stof. Fravalget af trommer har givet den gamle rock'n'roll animal muligheden for at ældes med karakter, for at blive en anden slags dyr. Et, der ikke er afhængigt af en magtfuld fysisk dynamik, men af klarsyn og kontrolleret overblik. Lou Reeds fortolkning af Poes 'The Raven' er en showstopper, men de afklarede Velvet Underground-numre minder overhovedet ikke om møbler fra mindestuen.

I 1973 var meningerne om Reeds 'Berlin'-epos delte, men 'Berlin' vejer tungt på 'Animal Serenade', og det er en overbevisende tyngde. Forstærket med klassikere som 'Street Hassle', 'Smalltown' og 'The Day John Kennedy Died' er der tale om et overbevisende live-dokument fra et rock'n'roll-dyr, der har taget springet ind i den fremskredne alders ære og værdighed uden at miste glød eller gnist.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce