Hov. Nu glemte jeg igen at lytte efter. Phoenix løber igennem min opmærksomhed og ned i glemselen igen og igen. Sigtet på deres andet album {lsquo}Alphabetical' er selvfølgelig også at skabe så laber og velafbalanceret en studieorganisme som overhovedet muligt, og uden modhager, ja, så kan fokus godt finde på at opløse sig som en flygtig gasart. Ikke at der ikke er lækre detaljer, man kan fornøje sig med på det højtransparente album: Knips, håndklap, triangler, en manipulation, der lyder som slåskamp mellem messingplader og et bækken ebbende ud i støj, som fik mig til at tjekke mine højttalere. Men det er bittesmå troldsplinter, som kun får lov at stikke ud som drilske fodnoter til formfuldendte, myrekneppede rocksange med gæld til 1970'er-bands som 10cc og Supertramp. Det er den diskrete charme, der løfter den franske kvartet med den farveløse forsanger Thomas Mars, når de er bedst, men det er også den, der får dem til at lyde som kedsommelige drenge med for meget studietid. Forskellen ligger i de sprøjt af opfindsomhed, genrepodninger (folk og disco) og strålende dynamisk sangskrivning, som giver deres bedste sange forgyldte forårsfornemmelser. Dette er bagateller: Delikate i præcise doser og glemte øjeblikket efter konsumering - måske med undtagelse af en behagelig summen i kroppen. Og overdoserer man, er der kun kvalmen at muntre sig med.