Det er ikke altid let at forstå, hvad Craig Nicholls synger. Meget klogere bliver man ikke af at studere teksterne til The Vines' andet album 'Winning Days'. Den 26-årige australier skal så sandelig tælles blandt de mere intuitivt begavede sangsmede. Men det lyder godt, og det er på en måde det vigtigste. Med 1,5 millioner solgte eksemplarer af debuten 'Highly Evolved' placerede den unge kvartet sig lunt i den nye rockbølge. Uden at have stil som The Strokes eller originalitet som White Stripes formår The Vines at nå langt med en strategi, der kan beskrives som frugtbar forvirring. Nicholls er garageknøs med et blødt punkt. En skønsanger med et beskidt rockabularium. En snotnæset drømmer. The Vines er svært modståelige, når de rocker hårdt ud på 'Ride' og det frådedryppende klimaks 'F.T.W.' (Fuck The World). Overraskende sværmeriske på 'Autumn Shade II', den blomsterrevolutionært duftende 'Amnesia' og yndige titelmelodis kombination af guitarrock og Beach Boys-vokaler. Mest af alt er The Vines trættende på 'TV Pro' og 'Evil Town'. Her er paradokser nok: helt ung classic rock og harmonier i rockgaragen. Lidt for meget rod til at kunne rummes på et enkelt lille album. Men det friske og umiddelbare i den sikre håndtering er til gengæld svær at komme udenom.