Kender du det? Indimellem støder man på et band, som man slet ikke burde kunne lide. Bortset fra at det kan man altså alligevel. Sådan et band er Zero 7. Jeg mener, da deres debut, 'Simple Things', udkom for tre år siden, kunne enhver høre, at gruppens instrumentalnumre var kalkeret direkte af efter de franske popkometer Air. Konceptet var også slidt: to fyre, nemlig kernemedlemmerne Henry Binns og Sam Hardaker, bag maskinerne og så en yndig pige og/eller soulcrooner i front. Og så var der teksterne. De lød, som om Nils Malmros var sprunget ud som poppoet: pinagtigt ærlige og totalt blottede for poetiske omskrivninger. Hjerte/smerte i ét væk. Alligevel var der noget ved Zero 7, der hang ved, og det er der også på deres andet album, 'When It Falls', hvor de såmænd får hjælp af danske Tina Dickow på to sange. Eller sange og sange: Der er snarere tale om små, fuldkommen usubtile suk efter tryghed, ro, kærlighed og følelsen af at høre til et sted - det vælter med titler som 'Warm Sound', 'Home', 'Morning Song' og 'In Time'. I det hele taget føles 'When It Falls' som én stor bevægelse indad, væk fra en forvirrende verden - det gælder også Dickows sobert afleverede bidrag. Men netop som halen er på vej helt ned mellem benene, kommer en sang som 'Passing By', hvor sangerinde Sophie Barker retorisk spørger: »Who am I to make a judgement of your life?/ I'm only passing by«. Og hov, der var 'Speed Dial No.2' med det gentagne mantra »I don't need you anymore«. Nuancerne findes altså, men det vigtige er Zero 7's musikalske klædedragt: Deres fremelskelse af den elementære melodi og en mindst lige så elementær, vamset sweater af retro-vellyd lader os forstå, at de ikke er flove over deres forehavende. Zero 7 vil ikke udfordre os og har egentlig heller ikke ambitioner om at hele os - de vil blot holde en dejlig, kølig klud på vores pande, mens naturen går sin gang.