Andersen i starten af trionavnet hedder Hans Christian til fornavn. Ja, dén H.C., og hans digte har Ulle Bjørn Bengtsson og Hans Sydow tonsat på 'Rime-Djävelen'. En 199-årig fynbo med en kløvet, smertende sjæl, blus på rastløsheden og en pokkers kæk rimedjævel i marv og ben. D'herrer Bengtsson og Sydow har skabt en række moderne viser, som hverken forsager forandring eller folkelighed. Grooves, blippen, redigeringer, manipuleringer, diktafonbetroelser. Men også en strygertrio og en klarinettist. Og en sangskrivning i en åre, hvorigennem Tom Waits', Fläskkvartettens og efternavnebror Bennys & Povl Dissings passioner også pulserer. Bulet, krassende og elektronisk visefortolkning med nordiske rødder. Mens Sydow styrer laptop, sampler, synth, står Bengtsson ved mikrofonen - godt og knap så godt. Han låner fint af Dissings skælvende patos og er også ude at tangere hiphoppen i sine mest udstansede leveringer, især på det fremragende titelnummer. Men desværre er han også af og til mere en deklamatorisk Kongelig Teater-skuespiller, der søger at inkarnere Andersen, Andersen, end en sanger, der freestyler over digterens ånd og vånde. Man savner rum for fortolkning. Men grænsen er hårfin, for det er også dette krukkeri, denne ild, der gør flere sange ganske gribende. Og som helhed fungerer 'Rime-Djävelen's radbrækning og beånding af Andersen-passionen på sine egne særegne præmisser.