På søndag fylder Brian Wilson 62 år. Dagen efter ser hans første soloplade i seks år dagens lys. En plade, hvor rockaristokraterne Elton John, Eric Clapton og Paul McCartney stiller op for at give geniet fra Beach Boys en hjælpende hånd. Brian Wilson har omsider liveopført sit legendariske 'skjulte' værk 'Smile'. Brian Wilson turnerer igen og har skiftet sin skumle terapeut ud med kone og børn. Det går omsider rigtig godt for Harmoniernes Herre, der i mange år var sunket hen i sjælelig disharmoni og tilbragte dagene med sortsyn i sin private sandkasse. Det hed sig, at Brian Wilson nærmest var gået i barndom. Med 'Gettin' In Over My Head' tager han et skridt frem og går i ungdom på ny. Den legendariske Beach Boy er på et sted i livsbanen, hvor rollatoren er tættere på end surfbrættet. Det kan man høre på de tørre gummesmæk og det slidte toneregister, men man kan ikke høre det på musikken. 'Gettin' In Over My Head' er ikke et forsøg på at nå frem til et tidssvarende udtryk, men er en nørd-opera for nostalgikere. En genopførelse af ungdommens knækkede kode, der skiftevis får hjertet til at blafre kådt og krumme tæer i skoene. Nostalgien ligger tæt på selvkopiering i 'Desert Drive', der næsten ikke er til at skelne fra de gamle 'Surfin''-sange. Andre steder stikker Wilson prøvende tåen i nyt vand. 'Waltz' med tekst af Van Dyke Parks kræver en uhøjtidelig humor, der i pinagtig grad er helt uden for den fodslæbende Wilsons rækkevidde. Til gengæld kan åbningsnummeret 'How Could We Still Be Dancin'' godt skaffe Wilson et hit ved at kombinere Beach Boys-classic med Elton John som forsanger og honky tonk-pianist. På 'Soul Searchin'' synger Brian Wilson duet med sin døde bror Carl, og resultatet er rendyrket Beach Boys i en mere mørk og modnet udgave. Også 'Getting In Over My Head' holder niveau med fordums præstationer. 'City Blues' med en guldrandet guitarsolo fra Eric Clapton er mere overraskende også en potent kombination. Til gengæld lyder Wilson på 'You've Touched Me' som Ringo Starr på en dårlig dag, og helt slem er den sentimentale brødrehymne 'A Friend Like You' til og med Paul McCartney. At Brian Wilson har det med at lide så svært af oprigtighed og sentimentalitet, at det går hårdt ud over den kunstneriske kvalitet, er også kærlighedserklæringen 'You've Touched Me' et eksempel på. Fuglene fløjter, de unge vasker deres biler, vovsen gør, avisbuddet pifter, og hele kvarteret lugter af grillrøg. Indkøbsvognene er små, men fyldt til randen. Det er lørdag morgen i forstaden i solstaten. Kaffeduft og kirkeklokkers glockenspiel. Er det 1966 eller 2004, vi kan høre så idyllisk på 'Saturday Morning In The City'? 1966. En lystvandring til fordums Californien. Rejselederen er alderstegen og knirkende, men det tøvende blik og det nervøse smil kan ikke skjule glæden, der stråler fra musikken. For pokker, mand, hvor er det godt at være tilbage! Tilbage på scenen. Tilbage i tiden.