For Patti LaBelles vedkommende er meget, meget langt til fortidens stramme disko på et album, der næsten udelukkende består af klæbrige ballader, som Celine Dion snildt kunne finde på at tage i munden. Og selv hun ville næppe lade sig anfægte af det rytmespor, der kører under sangene. Men Patti LaBelle har altid sunget bløde ballader, og man kan ikke frakende veteranen, at hun rent vokalt mestrer genren og giver sig selv fuldt ud i duetten 'Mear My Cry' (endnu en gang er britiske Floetry på gæstespil), der en af albummets bedste sange og den fine 'Sometimes Love', skrevet af Babyface. Også 'When You Smile', hvorpå hun har selskab af Santana med guitar og Sheila E. på vokalen, hører til i den bedre ende på et album, som er meget pænt pakket ind, men dog vokser inde bag alle lagene. »You keep talkin' 'bout my clothes, but clothes don't make the woman«, som Patti LaBelle synger allerede i første nummer, 'More Than Material'. Sandt nok og selvfølgelig lidt ironisk, når det kommer fra en af disko-æraens store påklædningsdukker. Man kunne godt ønske sig, at fru LaBelle havde lidt mere lyst til at klæde sig ud og feste igennem stadig.