Kald det roots, kald det americana, men uanset hvad man kalder det, så er denne amerikansksindede fætter til country en genre, der i Danmark bliver elsket ihærdigt og inderligt af en relativt sluttet lille kreds. Men måske kommer det til at ændre sig med den nye duo Hush og parrets debutalbum, 'A Lifetime'. Man kommer ikke uden om den amerikanske klang i stemmeføring, stil og musikalsk attitude, men samtidig er der noget umiskendeligt blidt og blødt, som rimer mere på renfærdig dansk pop end støvet sydstat. 'Hush' er med andre ord forfriskende anderledes uden at være skræmmende fremmedartet. Hush dyrker ikke det amerikanske. De spiller bare musik med en fredsommelig klang af det amerikanske landskab i en popmusik, der uden knaster taler direkte til et dansk øre. Hush består af guitaristen Michael Hartmann og sangerinden Dorthe Gerlach. Hartmann forlod i 1997 Marie Franks gruppe og fandt efter nogen tids søgen en sangerinde efter sit hjerte, da han hørte Dorthe Gerlach stå og synge på Rådhuspladsen i Randers. Den fælles musiceren blev til en fasttømret duo-konstellation, da parret forlod Randers og flyttede til København. Hush er en af de senere års typiske gør det selv-historier. Det meste er indspillet hjemme i soveværelset. På eget initiativ er duoen rejst til London og USA og har spillet showcases, der har skabt godt fodfæste internationalt. Trumfkortet er indiskutabelt Dorthe Gerlachs stemme. Et instrument med masser af lys og frugtsukker. En stemme som en åben bog, der synger kærlighedssangene med pulverfint støv på stemmebåndet og et diskret antydet twaang, som aldrig overdriver spøgen og forfalder til country-kliché. I så henseende supplerer Michael Hartmann med stilfærdig guitar og dagdrømmerisk mandolin forbilledligt. Fine melodier og kompetente tekster præger 'A Lifetime'. Kærlighedssange med antydningen af en mørk ramme. Sangskriveri efter bogen snarere end voldsomt personlige udtryk. Omhyggeligt håndværk, hvor man hellere læner sig op ad et velprøvet sangskriverudtryk (»cuts like a knife«, »say a little prayer«, »don't go breaking my heart« m.fl.), end man plumper ned i ufrivilligt skoleengelsk. 'A Lifetime' er med andre ord på mange måder en nydelse. At det også i længden kan føles som en lidt fersk nydelse, skyldes først og fremmest fraværet af de kantede, indre modsætninger. Americana er en genre, hvor udøverne ofte vokser sig store med alderen, skrammerne, erfaringen. Hush befinder sig et andet sted i historiefortællingen. I det førstes lys. Som en ualmindelig prydelig blomst, der er mere liflig end tankevækkende. Hvilket under alle omstændigheder pynter gevaldigt på den danske popprærie.