Verden hørte noget helt nyt, da islandske The Sugarcubes i 1987 udsendte debutsinglen, 'Birthday', og året efter brød igennem med lp'en 'Life's Too Good'. For mig stod det imidlertid relativt hurtigt klart, at det eneste virkelig nye var sangerinden Björk Gudmundsdottir. For resten af pengene var kunstnerkollektivet fra Reykjavik et studentikost sammenrend båret frem med mere energi end geni. Der gik nogle år, før Björk brød ud og gik solo, men fra og med 'Debut' i 1993 har hun været en af musikscenens mest livgivende artister. Som har været i stand til at favne selv den mest elektroniske musik med den mest menneskelige og personlige stemme, man kan forestille sig. En af de få popkunstnere, der kan kaldes virkelig original, og som har formået at forfølge selv den særeste vision uden at tabe sit publikum i svinget. Om det fortsat vil være sådan efter 'Medúlla', er et stort spørgsmål. Aldrig før har Björk forfulgt et musikalsk spor så langt ud i hampen. Den svært egenrådige 'Debut' var nærmest at betragte som hendes Gustav Winckler-album i sammenligning med 'Medúlla', der er noget nær et a capella-album. Björks stemme. I mødet med antydninger af andre stemmer. Kun det mest spartanske instrumentale akkompagnement er blevet lukket ind i sirenens drivhusstudie langt under havets overflade. Et rent og vildt vokalalbum. Sandsynligvis et kommercielt harakiri på trods af 'Oceania's olympiske optræden. Man synes næsten, man kan høre den kvalmende lyd af desperate pladeselskabsfolk, der har forladt bygningen via vinduet og nu klasker imod fortovet. Målt som popplade vil 'Medúlla' reducere Björks publikum til dets absolutte kerne. Dansegulvets glade masser kan rende og hoppe. Til gengæld er 'Medúlla' et værk, som må fascinere enhver, der er interesseret i genrers kreative opløsninger og i stemmens udtryksmuligheder. Som solokorværk er 'Medúlla' på en gang arkaisk klingende og vildt avanceret. Som en af de berømte bulgarske strubesangerinders vokale urkraft på postmoderne egotrip. Et selvproklameret forsøg på at trænge ind til musikkens kerne. Medulla er den medicinske betegnelse for marv; både knoglemarv, rygmarv og plantemarv. Altså den inderste vitale kerne i det levende. I dette tilfælde den levende musik, der oprindeligt har været sangstemmen og primitive rytmer. Rytmer, som nu anslås elektronisk, som det f.eks. sker på 'Medúlla's 'popnumre', 'Where Is The Line' og 'Who Is It (Carry My Joy On My Left, Carry My Pain On The Right'). Måske er radikaliteten i eksperimentet og fraværet af publikumspædagogiske tiltag ikke uden sammenhæng med Björks ægteskab med den stærkt eksperimenterende filmkunstner Matthew 'Cremaster' Barney. 'Medúlla' bliver næppe nogensinde hverken min eller den gennemsnitlige Björk-elskers foretrukne hyggestund, men udgør ikke desto mindre en frygtløs og fascinerende grænseoverskridning. En rejse ind i et fantastisk og tilsyneladende reelt endeløst univers defineret af ét halsstarrigt skrålende menneskeligt væsen. Legenden Robert Wyatt ('Submarine'), Mike Patton (eks-Faith No More) og japanske Dokaka er sammen med programmøren Mark Bell og mixer Mark 'Spike' Stent blandt kollaboratørerne, men 'Medúlla' er i ekstrem grad et soloprojekt. Det er Björk, som går på opdagelse i sit væsens rod, som det kommer naturligt til udtryk i hendes stemme. Björk er til hudløshed blevet sammenlignet med en islandsk vulkan, men denne gang er der noget om snakken. Noget oprindeligt bliver presset op fra dybet og som et absolut fremmedelement spyet ud i luften til almindelig forbløffelse og forundring. Alle følelser er i spil, som var de instrumenter. Latter og vrede og kurren og undren. Eros og humor mødes i 'Piano II', hvor kvindestemmen midt i elskovens hyperventilerende pianissimo får selskab af erotikkens svar på Gollum. Sært og sjovt? Ja, mon ikke! Drømmende smuk er 'Desired Constellation' derimod ret alene om at være. Gammel islandsk kultur sætter sit præg på 'Vökúro' og flere andre sange. De mest overraskende steder må den konfrontere uskolethedens afvæbnende charme. Hvis nogen lever op til den paradoksale betegnelse sofistikeret primalskrig, må det være Björk. Flere titler antyder et tema, der udspiller sig under havets overflade. 'Submarine'. 'Oceania'. Ur-elementet. Selve det flydende ophav. Og i havet hersker formløsheden. Alt er bevægelse. Her er ingen regler og ingen grænser. Kun dem, en havfrue med grænseløs nysgerrighed næsten ikke har tid til at definere. Det er selve fascinationens kerne i 'Medúlla'. Det er samtidig en mildt sagt selvtilstrækkelig kunstnerisk strategi, der flere gange undervejs er faretruende tæt på at kollapse i formløshed. Björk har fortalt, at hun løste en musikalsk frustrerende situation, da hun forsøgte sig med at skrue ned for instrumenterne og først da fandt melodien igen. Men spørgsmålet er, hvad hun egentlig fandt. Avantgardens Bobby McFerrin? Sig selv som kunstner eller den ultimative selvoptagethed? På en måde måske lidt af det hele. Beriget og udmattet hænger man på. Hvad jeg mest savner er ikke så meget melodierne eller det rytmiske foder til kroppen, som det er den følelse af spontan triumf, der så ofte og så overraskende har løftet sjælen til vederkvægelse, når jeg har lyttet til Björk. Det er nemlig en fælles triumf. Det, der gør originalen Björk til musik. På 'Medúlla' er særlingen Björk på alle måder i soloudbrud. Absolut original. Jeg følger udviklingen med åbne ører og polypper. Men for en gangs skyld på usikker afstand. Som at betragte en enlig havfrue med et håndspejl opføre et stykke om havets forbløffende mangfoldighed igennem akvariets tykke glas.