Kærlighed er godt. Det er også godt at delagtiggøre sine venner i sin kærlighed til nogen eller noget. Men det er langtfra altid nødvendigt at indvie hele verden i sin kærlighed. Jeg mener, gider du at høre om Bjarne og Lillians dødalmindelige bryllup, hvis du ikke kender dem i forvejen? Og gider du at lægge øre til Alex Puddus kærlighed til gamle filmsoundtracks fra 1960'ernes og 1970'ernes Italien, hvis du ikke er helt pjattet med den slags i forvejen? Givet ikke. Men hvis dramatiske congas, blæverorgel, skrapt optrukne guitartemaer, kække tværfløjteriffs, corny-naive sangtekster og selvlabre fraseringer er lige dig, så kan jeg skam fortælle, at Alex Puddu - den ene ekshalvdel af den danske funk- og electronicaduo Puddu Varano - skam har fod på sine referencer. Vi kender alle koderne, bevidst eller ubevidst. Vi kan alle nikke med på denne hyggelige stiløvelse. Men modsat et band som Portishead, der også for ti år siden fandt et udgangspunkt i sinister soundtrackæstetik, har Alex Puddu og hans Butterfly Collectors ingen ambitioner om at transformere deres fascination til noget egentlig personligt, endsige noget originalt. Men det er utvivlsomt ægte kærlighed.