I en lejlighed på indre Nørrebro i København sidder en singersongwriter og spiller og synger sine nye sange. Forestil dig ham med guitar, mikrofon og mus foran sin iMac i et lille soveværelse, hvor man sikkert skal kante sig rundt om skrivebordet for at nå sengen. Danske Mikael Simpsons andet album, 'De ti skud', er som forgængeren 'Os2 + lidt ro 2002' optaget hjemme i hans lejlighed, og på trods af sangenes højloftede digitale klangrum er det svangert med en intim fornemmelse af et privat, men vedkommende udsyn fra en lejlighed på en anden sal i ens egen opgang. Herfra forsøger en almindeligt vingeskudt eksistens som alle andre at skabe sammenhæng i livet. Herfra langer han ud efter racisme og bedrestillet nordsjællandsk lediggang. Herfra rækker han ind i hjertekamrene. Simpson har finpoleret en elektronisk singersongwriterkunst væbnet med en perlerække af skarpt poetiske tekster. Inspirationer fra især den moderne digitale dub med svagt technofarvet puls, ekkoende klange og behagelig basmassage er tydelige, men også knitrende mikroprogrammeringer fra laptopgenerationen samt den tårnende triphop a la Massive Attack og smukt splejset med traditionelle instrumenter som guitar, mundharmonika, elbas, slagtøj. Grundtonen på 'De ti skud' synes umiddelbart sørgmodig og føles til at begynde med monokrom og kvælende. Men mange lytninger længere inde i sangene viser der sig faktisk at være nogenlunde så højt til loftet, som computerens fiktive klangrum fra starten postulerer. Og sørgmodigheden bliver til saliggørende patos. Forunderligt nok mister Simpson ikke nærværet i de labre produktioner, selv når han gemmer sig bag vocoderens robotforvrængning eller svajer en sublim boogie med sin slanke tenor fremelsket højt oppe i registret. I stedet bliver de luksuriøse og grandiose og ofte strygerforgyldte kompositioner udtryk for en overvældelse af livet, en henført accept af individets mikroskopiske plads i altet. »Med gift i lungerne/ Og hjernen på halv kraft/ Har jeg mere end/ Jeg nogensinde har haft«. Tale i fuld elektromusikalsk mundering starter og slutter 'De ti skud': Først en filosofisk monolog fra en veninde, sidst en ubehagelig racistisk radiosnak, der via de kommenterende, manende synth-flader ulmer af vrede over folkedybet. De fungerer fornemt, selv om man snart vil springe slutningen over, svanger som den er med dårlig karma. Ellers er der ikke meget at springe over, slet ikke hvis man vil være bekendt med en af nationens mest gribende og lovløse singersongwritere.