For 12 år siden trådte Ester Brohus ud af ingen verdens ting og etablerede sig som den distingverede countrys førstedame hertillands. Vores helt egen Emmylou Harris, Bonnie Raitt, Dolly Parton. Hendes produktion har siden tjent som grundig vedligeholdelse af den status, og det nye album, 'When Time Comes', er endnu sådan et stykke uprætentiøst besjælet metervare: ganske melodiøse, dybt uoverraskende countrysange fremført af et band, de fleste af os hjertens gerne købte en brugt bilpark af. Med guitarist Janus Bechmann som fint tilbagetrukket kreativ sideman. Og med Ester Brohus som sig selv. Hun går rask i clinch med klichébunken i besyngelsen af livets stille glæder og sorger. Og det stort set uden poetiske omskrivninger: »I'm just an ordinary girl/ Living in an ordinary world/ Sometimes I thought of moving on/ But it never comes to that - Oh! No«. Dette er ikke blot velkendt, men totalt gennempløjet land erobret endnu en gang. Men Ester Brohus fremfører sin nærmest anti-lyrik med sødmefyldt knæk i stemmen og en stilfærdig oprigtighed, der ikke findes nogen argumenter mod. Det er country til folket. Hverken mere eller mindre.