De senere års clean Nick Cave lider af periodisk skriveblokering. Stoffri arter stoffet sig stivere. Men symptomatisk for Cave bliver han møjsommeligt ved med at stemme panden mod muren til han ser sol, måne og syner. I stedet for rollen som desperado-profet må Cave nu udforske en mere jordnær form for desperation. Samtidig har The Bad Seeds, et af rockhistoriens bedste backing bands, siden mesterværket 'The Boatman's Call' ikke længere har haft samme selvfølgelige rolle. Den ordrige 'No More Shall We Part' var i 2002 en åbenlyst hårdt tilkæmpet kraftpræstation. Sidste års 'Nocturama' havde et fornyet fokus på The Bad Seeds som rockband. Resultatet var kraftfuldt på grænsen til det rock-nostalgiske. Hvorefter The Bad Seeds' emblematiske guitarist Blixa Bargeld sagde farvel og tak. Alene af den grund er dobbelt-cd'en 'Abattoir Blues/ The Lyre of Orpheus' blevet et nyt kapitel i historien om Nick Cave & The Bad Seeds. The Bad Seeds spiller mindre subtilt end tidligere, men til gengæld med en overrumplende åbenhjertig tilgang. Det er lige før det dødsens cool orkester flere gange lyder helt småpjattet! Der er snart sagt ikke den stemning og stilart, der ikke har vundet indpas, uden man af den grund føler sig i stilforvirringens eller ubeslutsomhedens vold. Blikfløjte, bouzouki og London Community Gospel Choir. Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla ville kunne nynne med på 'Baby, You Turn Me On'. Med mindre tanterne lyttede efter teksten om kærligheden, der omringet af en verden i totalt moralsk kollaps, kommer til fadet med én hånd på hjertet og én dybt begravet i trusserne. Abattoir Blues betyder Slagtehus Blues. Altid apokalyptiske Cave får sin Slagtehus Blues til at lyde som klokker, der falder i slag. Manet frem af trommestikkens knebel og et piano dunket i mol. Men på trods af arternes udryddelse og lig over land, sunget med tør humor snarere end dommedagsprofetens svovlstank. En kærligheds- og falliterklæring: »Everything's dissolving, babe, according to plan/The sky is on fire, the dead are heaped across the land/ I went to bed last night and my moral code got jammed/ I woke up this morning with a Frappucino in my hand.« Modsætningen til 'The Lyre of Orpheus' er skarpt trukket op. Det kaotiske overfor det lyriske. 'Abattoir Blues' er brutal og drevet frem af den hårdtslående janitshar Jim Sclavunos. 'The Lyre of Orpheus' er mere lyrisk i tonefaldet og på de spændte skind spøger Thomas Wydler med antydning end slagkraft. Men billedet er ikke entydigt. De orfiske ritualer som i det gamle Grækenland udspandt sig i Orfeus' navn var bloddryppende og ikke for tøsedrenge og -piger. Ej heller hos Cave. Tekst og musik finder sammen i en mere afvekslende form for balance end tidligere hørt. Hvor de to foregående udspil har været massive koncentrationer af henholdsvis tekst og rock'n'roll, har Cave denne gang med The Bad Seeds begivet sig ud på en opdagelsesrejse. Sårbarhed og styrke er før som nu to sider af samme Cave. Men tonefaldet er et andet. Som om syndsforladelse nu kan dukke op i form af humoristisk resignation, mens flammerne slikker om frappucinoen i profetens hånd. Sådan bliver de måske, når det viser sig, man kan skrive en sang om skriveblokering, 'There She Goes, My Beautiful World', der former sig som det smukkeste dementi af sit eget udgangspunkt. kim.skotte@pol.dk