Selv om jeg ikke forstod en ærlig stavelse, sang jeg frejdigt med på engelsksproget musik, da jeg var lille. Det foregik på en form for engelskklingende vrøvl og resulterede for eksempel i, at jeg elskede Tina Turner-sangen 'Nåbus Sennep Lenep', som de voksne formentlig kendte bedre under titlen 'Nutbush City Limits'. Fætrene Spirek alias Søren Kjærgaard og Kyrr alias Kresten Osgood systematiserede fra barneårene deres egen sortsnak, og ud af det er vokset sproget og hiphop-gruppen Ikscheltaschel, der med indlemningen af Jenno alias Jens Bjørnkjær er vokset til triostørrelse. En vis barnlig privatverden er med andre ord intakt, og ikscheltaschelsk lyder gerne og ofte som en tæt nabo til hollandsk iblandet fuldejapansk, hullabulla og verbal kluddermor. Altså en art ny-volapyk, der krøller sig legesygt om de delvist håndspillede eskapader, og det har sin egen charme at fylde mening i teksterne - selv om fjollefaktoren også tit får sangene til at kæntre her på gruppens andet album 'Ikscheltaschel II'. Musikalsk trives ortodoksi og legesyge side om side: Her er masser af håndspillede kontant funky og labert jazzede grooves - ikke alle larmende opfindsomme - mens trioen også fordyber sig i cinematiske strygere, synthesizer-kruseduller, radbrækkede breakbeat-indtastninger og freejazzede syreekskursioner. Det er en charmerende og dansabel fest, Ikscheltaschel får stablet på benene. Nu mangler vi bare en ordbog.