Få bands har givet mig så mange glæder som R.E.M. Fra de i 1980'erne tog form som et af rockmusikkens mest originalt klingende projekter, til de i begyndelsen af 1990'erne på to år lavede mesterværkerne 'Out Of Time' og 'Automatic For The People'. I 2001 lukkede de på 'Reveal' mere end nogensinde det varme harmoniske lys fra The Byrds ind i deres univers, og lykkelig var jeg. Og godt til rette satte jeg mig i forventningens bløde lænestol efter mødet med den nye single 'Leaving New York'. R.E.M. i det elegiske hjørne. Ikke påtrængende melodisk, men nok til at anrette melankolsk balsam til sjælens opløftelse. 'Leaving New York' indleder R.E.M.s nye album, 'Around The Sun'. Michael Stipe synger om at forlade New York. Men snart er det, som om han har vendt ryggen til mere end Manhattan. Der er et eller andet galt med lyset. Det er ikke skarpt, men gennemsivende. Sangene kaster ikke en skygge, men bliver som billedet af bandet på 'Around The Sun's omslag halvvejs gennemsigtige og udviskede i konturerne af det blege lys. Jeg sidder og lytter til R.E.M. og føler mig rastløs. Ikke at musikken ikke er smuk, for det er den da. Men indtryk bliver på distancen. Sanger og tekstforfatter Michael Stipe giver selv en slags nøgle til gåden. »Det, der engang var vigtigt for mig som sangskriver, var at skabe noget tidløst. Nu til dags er jeg mere interesseret i at udtrykke en følelse, der afspejler, hvad der sker netop nu, at antyde og skabe en optegnelse over, hvad vi bevæger os igennem i dette øjeblik«. Erklærer Stipe ved lanceringen af 'Around The Sun'. Ambitionen er altså at skabe et stærkere og mere seismografisk præcist nærvær. Men ofrer man formens krav til fordel for et mere flydende ideal om nærvær, risikerer man paradoksalt nok i stedet at skabe fravær. Fraværet af tidløse sange på 'Around The Sun' skaber i hvert fald for mit vedkommende et følelsesmæssigt fravær, der er uvant, når R.E.M. spiller. Paradokset bliver ikke mindre af, at R.E.M. denne gang efter eget udsagn har haft længere tid end normalt til rådighed i sangskrivnings- og tilblivelsesprocessen. Det er ikke spor umuligt, at kimen til de tidløse sange rent faktisk har været der. Men at Michael Stipe, Peter Buck og Mike Mills har slebet materialet tyndt og gennemsigtigt. »Now I am floating/ I feel released/ the moorings have been dropped/ the weights unleashed/ everything is crystalline, simple and free«. Synger Stipe på 'The Worst Joke Ever'. Svækket melodi. Luftigt arrangement. Svævende og vægtløst som i teksten. Krystallinsk, simpelt og frit. Teksten er lige på kornet. Det er sådan, det lyder. Vægtløst i stedet for tidløst. Det er ikke sådan, liv lyder. Livet er ikke krystallinsk. 'Around The Sun' lyder som en drøm om lys og renhed. Vederkvægelse for den, der synger, snarere end for den, der lytter? Jeg har svært ved at forestille mig, at R.E.M. kan lave en dårlig plade. Men det er et mat lys, der skinner denne gang. 'The Outsiders' med rapperen Q-Tip har ikke eksperimentets kant. 'Wanderlust' og 'Boy In The Well' har anslaget i omkvædet, men ikke formatet til at trænge sig på i R.E.M.s kanon. Kun 'Leaving New York' gør det definitivt. Der er dog andre kandidater. Den stilfærdigt knitrende 'Electron Blue'. Den kraftigere knitrende 'High Speed Train'. Et af de få numre, hvor R.E.M. har bevaret sin sans for sonisk mystik knyttet til en af Stipes mest forlokkende tekster. Hans særlige evne til at være klar og uigennemtrængelig i samme lyriske mundfuld. De fleste sange viger på den ene side blufærdigt tilbage for hittets 'tidløse' effektivitet og fremhæver samtidig det blege lys' gennemskinnelighed frem for det mere dunkle mysteriespil. 'The Ascent Of Man' er en undtagelse. Michael Stipe synger sig ud. Yeah yeah yeah yeah. Ikke så meget et klassisk pop-omkvæd som en rituel gentagelse. En hyldest til sjælens evne til at hæve sig fra det tyngende. En surreel kærlighedssang fanget midt mellem råt begær og bly fortrydelse. Kogende midt i luften på et sydende orgel. Pan, der både er i frit fald og fodslæbende tøver foran sit udkårne objekt. I 4 minutter og 7 sekunder føler jeg mig som et utaknemligt skarn. Men så flakker det igen. R.E.M.-følelsen af at blive transporteret af sted på et smukt indre plan, indfinder sig kun i glimt. Yeah yeah yeah yeah. Nej, ikke helt. Det kan man ikke sige. Ikke denne gang.