Man får jernsmag i munden af Rammstein, af deres sofistikeret enkle kolosarkitektur bygget af tonstunge guitarer, tæskende militante trommer, grandiose synthesizertemaer og en sangstemme asfalteret med maskulinitet. Wagner ville have nikket anerkendende til den østtyske sekstets romantiske minioperaer af stål, og fascistisk anlagte individer fejlfortolker til stadighed deres fornemmelse for storhed. Men den socialdemokratiske dansker kan sagtens få udbytte af Rammstein, for bag panseret bløder sekstetten nemlig svaghed, humanisme, længsel, og man skal være gjort af et særlig hårdt grundstof for ikke at fange dobbeltheden og selvironien. Reise, reise er sekstettens fjerde album, og de har løsnet en smule op for den olympiske muskulatur med rytmisk mere letbenede passager, og vokal der rent undtagelsesvist nærmer sig traditionel skønsang. Man finder en politisk sang som Amerika med pletvist engelsk tekst: »Were all living in Amerika/ Coca-Cola, sometimes war«. Gråtoner klæder deres tanzmetall og gør egentlig blot de gotisk panoramiske produktioner så meget desto mere overvældende. Vi befinder os stadig under et regime af brutal sårbarhed, i et jerngreb af betagende harmonisk skønhed, under påvirkning af nationalsange for statsløse. Rammstein er smerte transformeret til sturm und drang, og det kan man enten elske eller hade.