Et af rockens svært nedbrydelige dogmer er det om, at det er cool at være cool. Hvilket jo direkte oversat betyder at være kold og lidt mere løst kan tolkes som at være ligeglad, sej, selvsikker, stilfuld, anderledes og måske en smule egoistisk. Pudsigt nok har rockens største navn, U2, aldrig kunnet leve op til dogmet. Tværtimod er U2 et kraftværk af varme, hvorfor det da også i vide kredse ofte har været en udbredt sport at hade den irske kvartet. For det kristne fundament, for medmenneskeligheden, for engagementet, for ambitionerne, for det storladne. Ikke mindst gruppens seneste album, 'All You Can't Leave Behind' fra år 2000, har måttet tage sine tørre tæsk for at være for uncool. Selv om et meget stort publikum fandt stor glæde i pladens modne og netop varme sange om at blive ældre og definitivt droppe netop forsøgene på at være rå, lege med en trend eller en mode og simpelt hen finde sig selv i og med kærligheden. Forud for udgivelsen af 'How To Dismantle An Atomic Bomb' er løbet rygter om, at U2 her ved sit 25-års jubilæum var vendt tilbage til et mere rockende udtryk, hvilket singlen 'Vertigo' da også syntes at understrege. Selv om dens fræsende guitar-påmindelse af både Sonic Youth og Nirvana lyder en anelse halvhjertet. Allerede i den anden sang, 'Miracle Drug', en indfølt bøn om en medicinsk kur mod dødelig sygdom og lige så dødelig mangel på følsomhed, er tempoet halveret. Og i det gear bliver vi resten i albummet. Selv om der er politiske og religiøse antydninger hist og her, er der intet overordnet tema for 'How To Dismantle An Atomic Bomb'. Pladen er således lykkeligt befriet for alle de visioner og redningsplaner for verden, Bono farer rundt og præsenterer som rockens bud på en statsmand. Ligesom hvad angår forgængeren, er her tale om et klassisk U2-album, denne gang oven i købet produceret af Steve Lillywhite, som også stod bag gruppens første album og derfor bedre end nogen anden kan være ved roret på denne rejse tilbage til rødderne. For det er, hvad vi taler om. Med flere modne og personlige sange, hvoraf flere synes at ramme den hitformular, U2 fandt på 'Stuck In A Moment'. Denne gang er der bare et præg af lidt svagere efterklang over hele projektet. Melodierne lyder lidt for genkendelige og Bonos tekster tenderer ofte det banale, selv om poesien forekommer alt for perfektioneret. Især når emnet er kærlighed som i 'A Man And A Woman': »And you're the one, there's no-one else/ You want me to lose myself«. Meget bedregår det ikke med det politiske i 'Love And Peace Or Else' med det rumlende, elektroniske presspil a la Depeche Mode eller de religiøse sange, der domineres af den arketypiske U2-hymne med ringlende guitarer 'City Of Blinding Lights'. Den slutter med en lille provokation af dem, der er for fundamentalistisk skråsikre i deres tro: »Some pray for others steal/ Blessing are not just for the ones who kneel ... luckily«. Mere himmelfalden er Bono i udgangsbønnen 'Yahweh' og 'All Because Of You' med erkendelsen: »I'm not broke but you can see the cracks/ You can make me perfect again«. De står på alle måder i hver sin ende af skalaen, men to sange skiller sig ud - den smukt indfølte sang til Bonos afdøde far, 'Sometimes You Can't Make It On Your Own', der på en gang indfanger sorgen og arvens storhed i et fint U2-øjeblik og fødselshymnen 'Original Of The Species' med sin optimisme og livskraft. De er alene et helt album værd og viser i øvrigt, at Bono som vokalist bare vokser og vokser. Sidste gang inddrog han med stort held soul i sin vokal, og denne gang nærmer han sig flere steder sit store idol, Frank Sinatra, og de andre store croonere. Det er langtfraen atombombe, U2 har kastet ned over os. Men til gengæld en solid, gennemarbejdet og homogen håndværksmæssig absolut godkendt plade med nogle gode sange. Den imponerende bedrift er, at kvartetten stadig holder sammen og igen har formået at fastholde sin karakteristiske vellyd, der gør, at 'How To Dismantle An Atomic Bomb' først og fremmest er en behagelig og varm rockplade. En kunst, man måske ikke ligefrem synker i knæ over, når den kommer fra drengene fra Dublin, men som ingen andre omvendt synes i stand til at gøre dem efter.