Som ved et af den slags mirakler, der hører denne måned til, er stemmen pludselig tilbage iblandt os, spillevende og dynamisk som aldrig før. Den stemme, der sad i kæften på Dan Turèll og som trods sine leverancer af vanvid i rablende højt tempo aldrig mistede hverken sin smukke klang, sin skarpe klang eller sin præcise diktion. Takket være den gamle guitarist og bassist i Turèlls backingband, TømrerClaus, er de gemte og glemte numre, der i dag udkommer på denne lille sensation af et album, dukket op afpudset og omformet til lyd og formater, der passer nutiden. Det var helt tilbage i 1978, at Dan Turèll & Sølvstjernerne satte sig for at realisere digterens gamle drengedrøm om at blive sådan rigtig musiker. I Karma-studiet på Østerbro i København hos TømrerClaus indspillede gruppen, der havde optrådt med Dan Turèll i nogle år forinden ved koncerter, hvor digteren reciterede sine digte til musikalsk ledsagelse af bandet. Samme format, inspireret af amerikansk jazz & poetry, brugte kvartetten i studiet, hvor små mesterværker som 'Mine Damer og Herrer', 'Mit gamle Stamværtshus', 'Koda Soul' og mange andre tildragelser fra datidens Danmark, religion og verdenshistorien blev skabt på det album, der slet og ret fik navnet 'Dan Turèll & Sølvstjernerne'. Selv om pladen langtfra blev en succes fra første færd, er den i dag for længst vokset til kultstatus - ikke mindst efter, at den blev udgivet med ekstra numre i 1994 i året efter Dan Turèlls død - og mange kender i dag vendinger som »nogle gange bliver det bare for meget, mand« fra pladen. Hvad ingen tilsyneladende vidste - eller i hvert fald huskede - var, at Sølvstjernerne og Turèll faktisk indspillede dobbelt så mange numre, som endte på albummet, dengang i 1978. De har lige siden ligget på 8 mørnede masterbånd fra sessionen hos TømrerClaus. Heldigvis begyndte han på et tidspunkt at undre sig over, hvad båndene, hvis belægning var ved at være ædt af tidens tand, egentlig indeholdt. Gennem forskellige tekniske manøvrer lykkedes det at få båndene afspillet og vupti, åbenbarede disse herligheder med det, vi lidt fladt kan kalde 'outtakes' fra pladeindspilningen, sig. I sin tid var denne del af optagelserne angiveligt for flippede, vanvittige og langt ude til pladeselskabet Stuk, der udgav det oprindelige album. Det er derfor så at sige den syrede skyggeside af Sølvstjernerne, vi møder her. Dog ikke i åbningsnummeret, 'Anders And Evangeliet', hvor vi på fantastisk vis fra Dan Turèlls farmor havner i Andeby hos Anders And, der som nytårsforsæt har lovet ikke at være hidsig længere. En formidabel tour de force, der rummer både Turèlls blik for at lade hverdagens fint sete detaljer indgå i eksempelvis de verdensreligioner, han samtidig får taget saftigt pis på ved at holde populærkulturens ikoner op mod dem. Leveret over en skiftevis knirkende, klukkende og klagende musikalsk baggrund, der som et syregrønt vandløb med stadig stærkere strøm, elegant fører ordene i mål. Så man kan more sig kosteligt over Dan Turèlls tekst, afleveret med den timing og den betoning, som var helt hans egen, og ingen andre har kunnet ramme. En ganske særlig blanding af fin, poetisk fortolkningskunst og rap med et bjergtagende overblik over dramaet, detaljen og progressionen i historien, hvor kadencen og betoningen holdes distinkt, uanset hvor vanvittig og dramatisk beretningen bliver. Den fabel er albummets højdepunkt, men der er andre fornemme varer, der til fulde berettiger, at Sølvstjernerne har genåbnet butikken. 'Kpt. Trips går igen' er syrehovedet Dan Turèll på helt slap line, som fans vil elske, ligesom 'Blomster til Buddhaen II', den gysende 'Knokkelmanden' om den død, der lurer overalt og ikke mindst 'Midnatsmessen', angiveligt leveret af Dan Turèll i studiet efter en lang nat i byen. Stemmen er da også lidt træt, men hvad gør det med den smukke klarinet, TømrerClaus lægger under sætninger som: »Det er midnat igen/ det er midnat/ og bare navnet lyder som tre slag på en mørnet klokke i en landsbykirke/ sagt af en hul stemme i ens barndom«. Mere overraskende er 'Jans knallert', den lakonisk slæbende beretning om overvejelserne oven på et knallerttyveri, hvor det er pianisten m.m., Jan Kaspersen, der står for både tekst og vokal samt de to instrumentale 'Femmeren' og 'Pendul', der formentlig er lidt for meget halvfjerdserflip til nutiden. Ligesom i øvrigt også Turèlls egen 'Planeten Comar'. Andre numre forekommer meget lange i nutidens tidsmaskine, ikke mindst Jan Kaspersens hyldest til Turèll - 'Bonus budskab'. Men sådan er det at være på trip tilbage til de tjallede halvfjerdsere. Men det forhindrer ikke, at det er en yderst glædelig julegave til den store fanklub af mennesker, som af indlysende grunde ikke kan få nok af Dan Turèll. Han ville sikkert selv have hadet at blive brugt som en på alle måder forsinket julegave, men giv den endelig alligevel. Denne cd er ikke skabt af spekulation i den store interesse til Dan Turèll, men som en kærlig hilsen fra det gamle band. Bortset fra den behagelige overraskelse, at den overhovedet findes, vil den næppe chokere nogen. Men mindre kan også gøre det, når man kan underholde i den blanding af vid og vanvid, kun Dan Turèll (& Sølvstjernerne) mestrer. Hvorfor? Fordi: »Af alle mennesker er buddhisterne de galeste og af alle buddhisterne er zenbuddhisterne de vildeste«.