Lige ind til skæring nummer tre, 'Hold On To You', der lyder lige præcis som en vanteklædt hånd at holde fast i frysende kold og stjerneklar nat et ensomt sted i Skandinavien, var jeg lige ved at frygte for, at norske Madrugada havde sluppet deres elegant udformede melankoli. Men her, i et langtrukket, frit fald, svæver trioen, som var de David Bowies backingband på en slags omvendt Fontex. Skønt. Med en albumtitel som 'The Deep End' skylder man selvfølgelig også lidt sortsyn, og trods en indledning, der signaliserer lidt for meget klassisk rock, finder Madrugada sit rette spor og fremstår fremdeles som Nordens bedste afløsning for Sort Sol. Med George Drakoulias, der tidligere har arbejdet for bl.a. Black Crowes, Jayhawks og Primal Scream, som producer har Madrugada fået en perlende frisk, ren lyd, hvor alt står knivskarpt. Det er en sand fornøjelse, især i malmfulde og regntunge ballader som 'The Lost Gospel', der næsten emmer af Johnny Cash. Et smukt, helstøbt album fra den fortsat formidabelt croonende sanger Sivert Høyem, den fine guitarist Robert Burås med den fede twangy lyd og bassisten Frode Jacobsen, der helt fortjent har fået enorm, kommerciel succes i hjemlandet. Resten af verden kan roligt følge med, Madrugada har alt, hvad der skal til.