Der er for længst gået inflation i udgivelser af dansk rockmusik. Men vi er altså stadig kun 5,5 millioner mennesker i dette bette land - så længe vi kan holde skansen for tæppebombardementet af nye udgivelser. Og det betyder, at vi langtfra er nok til at indfri pladebranchens vilde ambitioner. Trods den meget larmende krise i branchen må optimismen være udtalt, hvis man forestiller sig, at der er publikum nok til de mange nye rocknavne, der oftest ikke har det store på hjerte. Det gælder i høj grad kvartetten Dial Zero, der er første skud fra det nye selskab A:larm. Desværre er der snarere larm end alarm på gruppens debutalbum, som forsøger at placere sig midt mellem den moderne, melankolske rock, som vi eksempelvis kender den fra Saybia eller Kashmir, og halvfemsernes frenetisk frådende grungerock. De mange forvrængende guitarer er holdt stramt i tøjlerne i en klar produktion og et rent mix, men sangene kan slet ikke følge med. Kun 'Heartbeat TV' og 'I Wanna Go All The Way To Have Some Fun' hæver sig over de middelmådige skabeloner. Resten bliver ved takterne og før omtalte rigtige manerer. Hvilket ikke er nok til at skabe hverken et personligt udtryk eller nødvendighed. Både pladeselskabet, Dial Zero og det sagesløse publikum ville være bedre tjent med at vente, til man havde noget mere fyldestgørende at stille op med. Hvad skyldes mon dette festfyrværkeri af hastværk?