Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Steffen Brandts nevø

Især takket være sangskriveren Jonas Breum er Coolsville parat til at overtage stafetten i den stadig mere populære dansksprogede bølge.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først blev den nye dansksprogede rockbølge langsomt en realitet. Så blev den en hård kendsgerning. En af dem, man ikke kan komme uden om. Medmindre man som pladeselskab har lyst til igen at stå med håret i postkassen efter at have takket nej til et nyt Nephew! Nephew, som sammen med bl.a. Tue West og Peter Sommer har bevist, at man ikke behøver ikke hedde Kim Larsen, Steffen Brandt eller Lars Lilholt for at sælge musik på dansk.

Det får uundgåeligt et element af, at man går på jagt og prøver at regne ud, hvordan man gentager en succes. De lige så kortsynede som omkostningsfulde forsøg på at kopiere Aquas popsucces var en katastrofe for dansk musik. På den anden side: Tror man på svedjebrug, var det måske dét, der skulle til for at rydde jorden og gøre den frugtbar for en ny generation? I hvert fald kunne man da forestille sig et meget værre scenario end det aktuelle, hvor pladeselskaber kappes om at slå kloen i de næste dansksprogede rockstjerner. Som meget vel kan hedde Coolsville.

Bliver 'Langtfra Landet' næste landeplage, er det ikke ufortjent. Coolsville er ikke som Nephew durkdrevne leverandører af ørehængere på kommando, men sangene er iørefaldende nok endda, og musikalsk er udtrykket mere afvekslende, varmt og smidigt. Sanger og sangskriver Jonas Breum kan i et hurtigt glimt minde om Tue West, men viser sig hurtigt at være en mere skarp og præcis iagttager end den afvæbnende ligefremme West. Det er ikke helt i skoven at placere Coolsville sådan ca. midt mellem Tue West og Nephew, men Breums nærmeste slægtning er i virkeligheden en ældre onkel fra det østjyske. Nemlig Steffen Brandt fra TV-2.

På flere numre lægger Breum sig så tæt op ad Brandts kadence, at det er uklart, om der er tale om inspiration eller hyldest. Mest tydeligt på 'Søndag Morgen', der vittigt og elegant fortæller om partykulturens kryptiske ritualer, der på trods af alt ender med en skjorte efterladt i en fremmed seng. »Sjov er en dybt alvorlig sag / Du står på, du blir smidt af / Dans i et fælles ritual / Som du intet fatter af«. Som Brandt har også Breum blikket slagfærdigt rettet mod det, der sker imellem kønnene, og ikke mindst tiden, de lever i. En tid hvor man har frit valg på alle hylder og råd til at flyve og fare fra Herodes til Pilatus og videre til Val D'Isere og Phuket uden nødvendigvis at komme nærmere på at finde sig selv: »Et sekund til det næste fly / Det første navn, den sidste by«.

Det er i beskrivelsen af denne kamp mellem det flygtiges allestedsnærværende tillokkelser og længslen efter tyngde i hjertet, Breum er intet mindre end eminent. Alt det man så gerne vil lykkes med, men som bliver distraheret af »mild panik« og hverdagens mangel på kick, når først »de lyse farver løber sammen med de grå«. »Du ved jeg skøjter bedre end de fleste« bliver på 'Øv sikke noget' en elegant piruet, der rummer både skøjteklinge, stævnemøde, selvportræt og en snert tidsånd. I Jonas Breum har vi fået noget så sjældent som en popsmed, der også er poet udi parforholdets sfære og er det med både vid og bid og ømhed. Ømheden er klarest fanget i 'Jeg har malet dig'. Viddet mest morsomt i 'Alt det du elsker ved Anders'. Til akkompagnement af et frækt og fyrigt guitarriff afsender Breum en fortrydelsens tanke og modtager et kulørt postkort til gengæld:

»En uge ned i sydhavssolen / En uge uden et glimt af dig / Er han noget værd?/ Både her og der/ Han virker sgu en smule uintens / Ka' du ikke se det selv?/« Svaret er vist nej: »Et lillebitte krøllet postkort / Er alt du sender hjem / »Hej, vi har det godt / Vi har set et slot / nede på stranden / synke halvt i grus / Kan du se det for dig? Knus«. Jo, mon ikke man kan se det for sig!

Lyden på 'Langtfra Landet' er produceret klart og flot af Lars Skjærbæk. Som musikalsk identitet er Coolsville i forhold til teksternes stringens lidt mere ulden i kanten. Et nummer som 'Spritbilisten' bliver alt for firkantet og rockskematisk. Som om man griber lidt i øst og vest, lidt til pop og lidt til rock. Behageligt håndspillet er det konsekvent. Det meste af tiden får man fat i noget ganske godt, men man fornemmer, at bandet snarere er på vej til en mere helstøbt karakter, der vil materialisere sig på album nummer to.

Måske er Coolsville et orkester, der stadig befinder sig midt i en metamorfose? For hvorfor egentlig navnet Coolsville, når man nu ikke synger på engelsk, ikke minder om Rickie Lee Jones og nærmest er det modsatte af cool? I et land, der for ikke så længe siden havde et band ved navn Shirtsville. Men Coolsville hedder de altså. Og uanset hvad man synes om navnet, så er det et navn, man takket være stortalentet Jonas Breum vil komme til at høre meget mere til i de kommende år.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden