Fra at være et lille ukendt band, der med lav stemmeføring sang sine mumlende melodier i de københavnske krinkelkroge, er Diefenbach nu helt forvandlet til dansk rocks nye bud på international succes. Sigtet er rettet mod især Moder England med en decideret lækker produktion som slæbebåd for en armada af potente sange, der dog har det med at afstikke hver sin kurs og for enkeltes vedkommende synke til bunds på grund af for meget eller for lidt ballast i lastrummet. Grundlæggende ligger 'Set & Drift' dog smukt i smult vande med sine inspirationer fra alt fra Blur over 1980'ernes synthesizerrock til vokalharmoniernes mestre, Simon og Garfunkel. En vigtig grund til den overlegent fede lyd skal formentlig findes hos britiske Tom Elmhirst, der har mixet pladen og fundet plads til både de indbydende detaljer og den tykke bund under de luftigt vellydende omkvæd. Heldigvis er nogle af Diefenbachs signaturer stadig præsente - det fremadpiskende, men letløbende guitarflow fra 1980'ernes powerpop, beats med både fylde og skævhed samt et pust støjrock hist og her i det ellers velfriserede lydbillede. I forhold til 'Run Trip Fall', der har skaffet gruppen kontrakt hos det velrenommerede engelske selskab Wall Of Sound med blandt andre de aktuelle nordmænd Röyksopp i stalden, har Diefenbach udviklet sig enormt, og en stille sniger som 'Police' hænger længe i luften som signal fra Radiohead, hvilket er positivt ment. Ligeledes i særklasse er det første nummer, 'Mechanical', med sit hurtige, fjerlette beat og lækkerier på guitarerne. Lige så delikat er det klokkerene pophit 'The Right One', og 'Favourite Friend', der allerede har gjort sit arbejde i P3, er lige så uafrystelig med et dybt groove, en konstant funklende melodi og vellykkede modhager i samplingerne med deres efterklang af New Order og synthesizer-1980'erne. Balladen 'It's Only Love' smyger sig næsten indladende ud af højttalerne, men holder dog intensiteten. Der er masser af mulige radiohit på et album, hvis homogenitet til gengæld er mere tvivlsom. Indimellem bliver Diefenbach så luftige, at de atter truer med at forsvinde ud i den varme luft som en nullermand fra førnævnte krinkelkroge i København. Og indimellem forekommer sangene overkonstruerede med deres hang til at vifte med fanen som alternativt popband. Hvorfor ikke bare være et stilsikkert, lækkert lydende popband med nogle fine sange med djævelsk iørefaldende harmonier? Det er der, set herfra, ikke noget som helst galt med.