Han kom ind fra West som lidt af en Klodshans på den danske musikscene i 2003, den lyslokkede ungersvend fra Hundested med fornavnet Tue. Med en sær, nasal skærebrænder af en stemme erkendte han, lettere resigneret om sit sangskriveri, at »det bli'r jo nok endnu en sang om kærlighed«. Det var nok til at vinde danskernes hjerter. For her var endelig den yngling, der måske kunne tage arven fra Sebastian, C.V. Jørgensen, Steffen Brandt, Peter A.G. og alle de andre tunge herrer, som har kunnet levere mundret og vedkommende poesi på modersmålet. Tue West var manden, der atter gjorde det moderne og fint at begå sig på dansk i pop og rock. Det fik han stormende kredit for - i form af et salgstal på over 50.000 for sit debutalbum, musikpriser og bedårende anmeldelser. Måske profiterede den sympatiske og charmerende fyr med de blå øjne lidt af at være pioner på modersmålet med den der ene sang med enorm gennemslagskraft. For hvis man virkelig lyttede til Tue Wests sange, var de måske nok mundrette, men omtrent lige så dybe som en espressokop. Der var meget langt op til førnævnte mastodonter, og snart efter blandede andre med lidt mere variation i udtryk og poesi i bagagen sig i det nye danske kor, Rasmus Nøhr er et på alle måder nærliggende eksempel. Men nu var det altså West, der var helten med den hurtige succes, han forståeligt nok synger om på sit andet album: »Alt er gået stærkt/ jeg nyder farten/ mens du savner dine muligheder«, synger han i 'Vent på mine sange'. Den er jo endnu en sang om den kærlighed, der kan være svær, når man ikke rigtigt kan fremkalde sine inderste tanker og følelser. Og det synes just at være problemet for sangskriveren Tue West, der lunter lunt rundt om den varme grød uden rigtig at træde op i den. Man kan næsten fornemme det på titler som 'Tankespind', 'Uden om mig selv' og 'Et lille øjeblik'. Små letbenede sange, der valser ind i stuen for desværre at liste af lige så hastigt igen uden at efterlade sig nævneværdige spor, selv om 'Uden om mig selv' er en af de mere mindeværdige melodier med sit melankolske pianoanslag. Her fornemmer man, at der er langt mere i Tue West end det lidt glatte ansigt, vi præsenteres for på albummet som helhed. Det bliver desværre lidt for ensformigt i sin sikkert kværnende radioformular. Der er smukke tanker, dejligt underspillede pointer og melodier, der vil vinde indpas i radioæteren, som 'Tankespind', 'Vent på mine sange' og 'Forurening', på Tue Wests nye album. Men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at meldingen ikke kom i denne samling sange om kærlighed og ærlighed. Det budskab, vi får af hr. West, er, at talentet og ambitionerne er klart større, end man måske skulle tro ud fra debutalbummet. Nu venter vi så blot på den store forløsning, hvor Tue West virkelig tør vende verden på hovedet og sætte sig selv på ét bræt. Sådan som han lover i 'Et lille øjeblik': »Jeg tænker gerne det de andre tænker på/ men finder nok en grund til at ændre det/ Og vender hele min verden på hovedet«. Indtil videre er det et postulat, men sker det virkelig, er der grund til at glæde sig.