På coveret skraldgriner Mick Jagger & Keith Richards lige ind i kameraet - hvornår har man ellers set det? - mens Charlie Watts og Ron Wood stirrer koncentreret ind i den gigantiske, hvide flash, som detonerer mellem hænderne på de fire ældre herrer. De fyrer den af, også i den grad. Så snart man kigger indenfor på 'A Bigger Bang', står det klart, hvad både latteren og den prangende titel dækker over. Verdens ældste rockband, The Rolling Stones, plasker simpelthen deres velkendte symbol, den vulgært fremstrakte tunge, lige ned midt i den bekymringsindustri, der baserer sig på mytedannelse og mediespekulationer. For med spankulerende, struttende stolthed kommer her svaret på, hvad rockgruppen egentlig vil stille op med alle dem, der mener, at man ikke kan beskæftige sig med noget så 'ungdommeligt' som rock og rul, når man er over 60. Hele horden af unge rockbands, der har lært hvert et trick i de bedagede briters glemmebog, er mere end klar til at tage definitivt over, får også svar på tiltale. Det samme gør de mange, som forfægter det synspunkt, at Stones aldrig har været så gode som i de mytiske tressere og burde være gået i historiebogen sammen med Beatles, Doors og alle de andre. De kvinder, som forarges over, at gamle mænd prætenderer at have en seksualitet og måske ligefrem finder sig selv sexede. Og de tøser, der måske lige håber at kunne blive Set & Hørt på falderebet sammen med bedstefar Jagger, der villigt stikker lemmet langt nede i krukken med Viagra. Som en fortsat forslugen støvsuger på sidste æresrunde på de fugtige lagener. »Everybody's talking, showing off their wit ... Oh no, not you again/ Fucking up my life/ It was bad the first time/ can't stand it twice«, vræler Mick Jagger lige ud i fjæset på de selvhævdende analytikere i fuldblodsrockeren 'Oh No, Not You Again'. Rolling Stones er med andre ord ligeglade. Ligeglade med, hvad den ganske verden mener og ikke mener om deres færden. Og det kan de såmænd roligt være. For med 'A Bigger Bang' har de ikke alene leveret svarene, men også deres bedste og mest betydningsfulde album i hen ved 30 år. Selv rullesten har rødder. Og Rolling Stones bider her med mere eller mindre kunstige tænder lige ned i deres egne med imponerende appetit. I en huggende, bugtende og storswingende dans med den sviende, syndige og frydefulde del af den sorte, amerikanske musik, der helt fra første færd var gruppens udgangspunkt. Samtidig står bandet for første gang siden den for deres vedkommende alt andet end pure ungdom ved deres alder og de erfaringer, som her bruges i en yderst vital musik. Man kan næsten forestille sig, hvordan en saftig kopi af de gamle rivalers yndefulde hymne 'When I'm 64', ville lyde hos Rolling Stones nu, hvor den alder er en realitet. Den må vi dog vente med. Og i første omgang 'nøjes' med en håndfuld rocksange så djævelsk enkle og velspillede, som kun Stones kan, en samling blåtonede ballader, en strutrumpet funkbasker og de to mest politiske sange nogen sinde fra den kant. Rocken først: Den er mere end markant på en plade, hvor Stones i virkeligheden synes at være inspireret af sig selv og egen forhistorie snarere end aktuelle strømninger og trends. På den første nye sang siden den netop alt for polerede og ujævne 'Bridges To Babylon' fra 1997 synger Jagger sylespidst 'Once upon a time I was your lille rooster/ now I'm just one of your cocks'. En klassisk Rolling Stones-basker med råstyrke, energi, lynlåsen nede og kursen sat direkte mod dyreriget er den fængende 'Rough Justice'. Den følges straks op af en fremragende melodi, 'Let Me Down Slow' med et omkvæd, som elegant stiger op ad tonestigen med tungen lige i munden. Og en appel til den overspændte kvinde om at tage det roligt med gammelfar: »Cause I feel a little fragile/ Don't hit the nail on the head«. Mere livsvisdom får vi i 'It Won't Take Long', endnu en klokkeren rullesten, hvor den umanerligt velsyngende Mick Jagger på 62 år igen lader en afsked med en kvinde bære fatalistiske linjer som: »Life is short/ One look and it's over/ It comes as quite a shock/ All I got is some memories/ Stuck in an old shoe box«. Under det basker 64-årige Charlie Watts viljefaste trommer tungt af sted og skubber læsset fremad, så der er god plads til en smuk guitarduel fra 61-årige Keith Richards og 58-årige Ron Wood. Den sejtrækkende 'Oh No, Not You Again' er slæbebåd for endnu en serie rockere: 'She Saw Me Coming' og noget så sjældent som erkendelse af egne fejl fra Mick Jagger som 'Biggest Mistake'. Helt anderledes alvorlig bliver Rolling Stones i 'Dangerously Beauty' og 'Sweet Neo Con' med deres beske, direkte kommentarer til den aktuelle storpolitiske situation. I 'Dangerously Beauty' er det de amerikanske fangevogtere i Irak, Afghanistan og på Guantánamo-basen i Cuba, der står for skud: »You're doing such a wonderful job/ You're a natural working with the dogs/ Keeping everyone awake at night/ With a touch of the prods«. Og i 'Sweet Neo Con' er det selveste George W. Bush der må holde for: »It's liberty for all/ Democracy's our style/ unless you are against us/ then it's prison without trial«. Så kan de aldrende rockere vist godt overlade revolutionen til andre og lukke albummet med endnu et par hæsblæsende riffkanoner i 'Look What The Cat Dragged In' og 'Driving Too Fast', der er som løftet fra 1970'ernes storhedstid. Her viser Keith Richards med stor selvkontrol rundt i sit imponerende arkiv af riff, som man ikke lige sådan kopierer. Men Rolling Stones er andet og mere end den rene rock, hvor stolt og sej den end er i denne omgang. 'Rain Fell Down' er sydstatsfunk, der rammer lige i underlivet som et sexet bæst uden skam i livet, mens 'Back Of My Hand' er nedtonet, skrabet og skramlet blues så rå og nøgen, at selv genrens ældste mestre må ryste lidt med rynkerne i anerkendelse. En flot svungen sang, der er oppe at røre ved klassikere som 'Lady Jane' og 'As Tears Go By. På 'Laugh I Nearly Died' er Mick Jagger igen ude i selverkendelser og for en gangs skyld klædeligt usikker på resten af sit liv. Jokes som den om de alderstegne Rolling Bones får en såret kommentar: »Been travelling far and wide, wondering who's gonna be my guide ... I'm so sick and tired/ Now I'm on the side/ Feeling so despised/ when you laugh laughed/ I almost died«. Tilbage er kun Keith Richards' to besjælede bidrag med rusten og slingrende, men stadig inderlig udtryksfuld vokal, 'This Place Is Empty' og 'Infamy'. Ja, det er mange sange,16 i alt, og dermed når 'A Bigger Bang' også næsten op på siden af 'Exile On Main Street' fra 1972, som mange regner for at være gruppens hovedværk. Store dele af musikken er definitivt på niveau og 'A Bigger Bang' er uden sammenligning det bedste og mest betydningsfulde album fra Rolling Stones siden 'Some Girls' fra 1978. Realistisk set er der næppe nogen tvivl om, at dette er det sidste studiealbum, vi får fra The Rolling Stones som gruppe. Med de lange pauser mellem pladerne vil medlemmerne være omkring 70 år, hvis der skulle dukke endnu en plade op engang ude i horisonten. Og trods briternes pure afvisning af alderdommens svækkelser, sker det trods alt næppe. Om det er tanken om den mulige afsked som pladeproducerende gruppe, der har fået d'herrer til at tage sig gevaldigt sammen eller simpel inspiration og sublim kunnen, skal vi lade være usagt. Med denne på alle måder rå tilbagevenden til rødderne uden programmeringer eller unødig staffage har Rolling Stones i hvert fald uden for diskussion leveret et både værdigt og tydeligvis vigtigt farvel. Er budgettet kun til en rockplade i år, kan man roligt nøjes med denne. Man kan helt sikkert finde større brag rundt omkring, men et bedre knald får man sgu svært ved at opdrive.