At danske Outlandish mestrer den lækreste pop, der også er gangbar valuta udenfor landets grænser, demonstrerede de i sidste ombæring med hittet 'Aicha'. Men trioen fra den københavnske Vestegn er så meget mere end et boyband med 2.g.-look. Det tredje album fra Outlandish har fået den substantielle og elegante titel 'Closer Than Veins'. Blodets pumpende bånd, som forbinder både elskende, brødre og fællesskabet, man fødes ind i som menneske. En mere omfattende metafor end kærlighedssangens forslidte hjerte, og en rammende beskrivelse for ambitionerne på dette inspirerende udspil. Blodet ruller varmt, men kun kortvarigt i samme stilistiske åre. Så søger pulsen nye veje. Gode numre, flot produktion, stil - med andre ord internationalt snit. Men 'Closer Than Veins' er også internationalt hørt med andre, og mere udfordrende, målestokke. Sproget skifter som på en gammel kortbølgeradio fra engelsk til dansk til arabisk og spansk. Musikalsk præsterer Outlandish at forvandle hiphop, r&b og pop til en platform, hvor også arabisk musik og spanske toner spiller en stor rolle, mens selveste Grethe Ingemann er med som krydderi. Eller måske rettere statement. For samplingen af 'Dansevise' i 'Kom igen' har underforstået karakter af halvt ironisk, halvt respektfuld kommentar. Hvor dansk skal man være for at være dansk nok? Kan mindre - eller noget andet - end Grethe Ingeman gøre det? Også 'Beyond Words' giver vanetænkningen et elegant spin, da sangtekstens indtræden i moskéens hellige rum sker til ledsagelse af den slags messingsuppe, der plejer at ledsage et siciliansk bryllup i en gangsterfilm. Der er mange fællesskaber, mange slags familier, mange slags musik. Men ét grundlæggende vilkår. Hvor musikken er et afgørende sprog for dem, der orker at lytte. Numrene med hitpotentiale er der, og interessant nok er det nogle af de mere budskabstunge sange, der anstrenger sig mest for at swinge. 'Look Into My Eyes' starter med blid akustisk guitar og en blød nynnende vokal. Og viser sig at være en næsten gospelagtig sang, der med kontant indlevelse fokuserer på den barske hverdag blandt palæstinenserne på Vestbredden. Det er ikke usandsynligt, sangen er skrevet under indtryk af synet af Jenins murbrokker, men det er den beherskede vrede, den tålte sørgmodighed og den stædige optimisme snarere end den aggressive parole, der dominerer denne protestsang om at blive terroriseret i sit eget land. Også 'Just Me' har bid og swing i sine autoritative udsagn om, hvordan fordommene og den bureaukratiske småracisme (»integration this, integration that«) i dagens Danmark æder sig ind på individets mulighed for at være 'Just Me'. Men 'Closer Than Veins'er også på mere subtile planer et politisk popalbum. MTV »sucks big time«, mens Allah hyldes i bl.a. fællessangen 'I Only Ask Of God'. Ikke som rethaverisk guddom, men som udtryk for den religiøse kvalitet i livet. I 'I've Seen' klages over den langsomme nedbrydning af det menneskelige og sociale fællesskab i det muslimske fællesskab Ummah til fordel for fede øser og dårlige vaner. 'Closer Than Veins' er altså noget så uvant som et superlækkert udfald mod den manglende spiritualitet og solidaritet i et materialistisk livs- og menneskesyn. Og undervejs er gæster som Burhan G og Majid med til at dele gavmildt ud af deres talenter uden at det af den grund er i nærheden af at ende som debatpanel. Waqas Qadris, Isam Bachiri og Lenny Martinéz har både vokalt og stilistisk fundet frem til en smidig og vekselvarm skiften mellem skønsang og rap, der tilsyneladende tillader de mest forskelligartede idéer at blive realiseret som den mest naturlige sag af verden i en yderst omhyggelig produktion. Med så mange satsninger og så mange bolde i luften kan alt ikke lykkes optimalt. Ingemann-stuntet fejler som andet end udsagn. Der sker en generelt afmatning i materialet på halvvejen, men det er heldigvis kun en overgang. Glad og imponeret bør man blive over at blive konfronteret med et dansk orkester, der tør og vil så meget mere end bare ride videre på deres bølge af selvskabt succes. 'Closer Than Veins' er en popplade. En popplade af en kvalitet, der giver genlyd. En popplade, der både vil stille tilfreds og stille spørgsmål. En plade med en utroligt afvekslende rytmisk sprogbrug som underlag for reflekterende sange om protest og tillid, der handler lige så meget om at sige til som om at sige fra.