Skal man demonstrere både sensualitet, passion og lungekapacitet, må man som sangerinde understrege sagens alvor med jodlen. Cher har sat sit aftryk. Syng af karsken bælg, så det kan ses og høres på bageste række og brug kun dit fornavn. Spørg bare Anastacia og Shakira. Sidstnævnte tog i 2001 jodlende springet fra latinamerikansk stjerne til det engelsksprogede popparadis med 'Laundry Service'. Shakira følger fortsat det dobbelte spor. Først kom den spanske 'Fijación Oral vol. 1' og nu kort bagefter den engelsksprogede halvsøster 'Oral Fixation'. I begge tilfælde med Rick Rubin stående i kulissen. Stadionpop som uden at blinke går Gwen Stefani ('Escondite Ingles'), Chris Isaak ('Something'/' En tus papilas') og The Cranberries ('How Do You Do') i bedene. Der er større variation og ligefrem charme på den spanske søster, men der er nok ikke tvivl om, at den anderledes kompakte 'Oral Fixation' med Carlos Santanas guitar på gæstevisit er den jodlende damptromle af guld og platin, der vil tromle hen over resten af Chers uægte afkom. Det er effektivt, men det er mere end det. Kan man abstrahere fra den evindelige jodlen vil man i Shakira opdage en egensindig og slagkraftig tekstforfatter, der på et nytillært engelsk skriver direkte og realistiske kærlighedssange om små bryster og store egoer. Og på 'How Do You Do' ikke går af vejen for at give Gud en opsang, så det runger i himlene. Shakira konfronterer Gud med Den Almægtiges uforståelige accept af den uhyrlige lidelse på Jorden. Teodicé-problemet som pop- og opsang på hitlisterne? Du milde Moses, fristes man til at sige.