Samtidig med, at heavy metal er ved at skyde sine egne fødder til blods med kliche-kanonen i diverse reality-shows på tv, er der ironisk nok musikalsk masser af grøde i subkulturen. Seneste eksempel er kvartetten Bullets For My Valentine fra Wales, der på coveret til deres just udsendte debut-album gør en stor dyd ud af at se så seje ud som overhovedet muligt. Det er da også grumme sager, der eksploderer i et musikalsk raseri på selve cd'en. Titlerne taler for sig selv om mord mellem elskende og forgæves nødråb: 'Her Voice Resides', 'Tears Don't Fall', 'Hit The Floor', 'Hand Of Blood', 'Spit You Out' og 'Cries In Vain'. Vi mangler næsten bare sangen 'Tough Shit', så ville waliserne have ramt klicheen klokkerent. Sørgeligt nok, for trods den forudsigelige lyrik er der virkelig skub i den ekstremt velspillede metalrock, hvis rødder skal findes i klassisk britisk heavy metal. Både Iron Maiden, Judas Priest og de yngre Paradise Lost spiller luftguitar i kulissen af begejstring over disse stormløb på guitarerne, over trommer, der tordner af sted som hidsige hestehove i brostenene på vej mod fjendens borg. Tempoet til trods finder de fyrige krikker altid fodfæste. Det er energisk, opløftende og båret af en vrede så ren, at den er befriende. For et velformuleret raseri kan man altid bruge. Ikke underligt, at Bullets For My Valentine allerede har vundet flere debutantpriser i hjemlandet. Hvis heavy metal er et katalog af musikalske vittigheder, er disse walisere en djævelsk vellydende joke.