Forskellen fra Kinks, der var den mest britiske, voksne og måske mest intellektuelt kapable af tressernes rocklegender - Beatles, Stones og The Yardbirds - er dog til at overskue, da Ray Davies i mangt og meget var gruppen. Lyden er med undtagelse af de tordnende tunge trommer og bror Dave Davies' afsnubbede guitar meget lig med The Kinks. Som vokalist lyder Ray Davies frisk og skarp som altid, og emnerne i hans første nye sange siden det sidste album med Kinks, 'To The Bone' fra 1994, er heller ikke overraskende. Til gengæld er der bid, vid og humor i Ray Davies' melodisk velformede sange. Der er næppe andre end den gamle kyniker, som vil forsyne en (i øvrigt umanerligt veloplagt) sang om depression med linjen: »Is there life after breakfast? Yes there is«. Til trods for sarkasme og sortsyn, som har været en stor inspiration for senere britiske rockbands som Blur, er evnen til at forsyne rocksangene med fine fortællinger og angrebslysten stadig fuldt til stede hos Davies. Han river og flår i pænheden som en verbalt veldresseret bulldog med præcise snit i 'Next Door Neighbours'. Så klassisk Kinks, som det kan blive. Og væmmes over både sin egen økonomiske overlegenhed og de lokales nådesløse grådighed i den fine lille novelle, 'The Tourist'. I den eksperimenterende rocksang 'Stand Up Comic' langer han ud efter finkulturelle briter, når de er mest snobbede: »Shakespeare is the schmooze of the week/ and anyone who says different is a fuckin' antique... now the clown does a fart and we all fart back«. Der er også fine, personlige sange som 'All She Wrote' og den flotte minisymfoni 'Over My Head' fra en af rockens fortsat fremmeste sangskrivere, som her fastholder og udvider positionen med nyt musikalsk terræn. I sandhed en fornem solodebut fra en veloplagt veteran, som dog indimellem skulle redigere sig selv lidt hårdere.