0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ufrivillige dansker

Hillemænd for et par spillemænd. Povl Dissing og Benny Andersen har atter kaffen klar og besøg af svenske Svante og hans viser. De er blevet lidt pænere på 33 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Selv om drukviser har været en del af den danske sangskat, lige siden vore forfædre begyndte at sætte musik til den slags, var det alligevel en overraskelse af de gedigne, at den ultimative druksamling, 'Svantes viser', udviklede sig til en klassiker og et nationalt klenodie i halvfjerdserne. Albummet er i dag solgt i over 200.000 eksemplarer, fire af viserne er med i Højskolesangbogen, og hele værket er naturligvis indføjet i den kommende kulturkanon

Der var jo trods alt tale om en - imaginær, men alligevel - svensk mands kulsorte syn på tilværelsen og det land, han havnede i ved en af livets mere ondskabsfulde tilfældigheder. Fortolket af en sanger, Povl Dissing, hvis sære vrid på stemmebåndet og let brægende røst, de fleste alt andet lige havde et lettere anstrengt forhold til, da albummet udkom i 1973.

Men Svantes 'far', Benny Andersen har - som meget få - et øre for, hvad dansken vil have i ord og musik: Jammer, sortsyn, melankoli, en lille smule kærlighed og en nærmest evig druktur.

Selv om »Vort muddermål er hæsligt. Det har så fæl en klang«, tog vi den deprimerede svenskers tekster til os i en grad, så sentenser som »livet er ikke det værste, man har og om lidt er kaffen klar« er blevet ærkedanske klicheer.

Hvorfor det gik sådan, kan man passende filosofere over, mens man hører den genindspilning af hovedværket, Dissing & Andersen just har udsendt sammen med en dvd, hvorpå man kan beskue en koncert med hele albummet plus lidt til.

Måske er forklaringen den enkelte, at der skulle denne vrangvillige Svante Svensson, der ufrivilligt blev dansker, til for at se os, som vi retteligen er? Eller er det, fordi vi alt andet lige godt kan lide at grine af os selv, vores bajere, snaps og melankoli? Især da, hvis grinet serveres med de ordspil, vi elsker og som Benny Andersen er en sand mester i.

Der er så mange her, at man nærmest kan beruse sig i lykke alene over sproget: »Man må holde humøret vådt/ Jeg er fuld og jeg har det godt« eller »Hvad hjælper det at leveren skrumper/ når ens mave stadig svulmer op« for nu at plukke blot to fra arsenalet om drukkenskabens »velsignelser«.

Hvis vi holder os til genindspilningen af viserne på den nye cd, så holder den sig såmænd ganske godt til det originale forlæg. Som dog er glimrende udvidet med nogle af de sange, der hører til ekstranumrene på dvd'en, blandt dem 'Vennesang' og den fine 'Go'nu nat'.

Derudover er lyden er væsentligt bedre, arrangementerne langt mere velfriserede, og Povl Dissings fraseringer forekommer knapt så voldsomme i deres nærmest spastiske udskridninger.

Med andre ord er Svantes forhold til det spirituøse og livet som sådan blevet en mere stueren affære. Hvilket man strengt taget ikke kan fortænke den trods alt 76-årige Benny Andersen og den 68-årige Povl Dissing i.

Dvd'en, der primært er baseret på en koncertoptagelse fra Værket i Randers, er såmænd også en harmløs, næsten elskværdig foreteelse. Man kan ikke beskylde Dissing & Andersen for at være hverken sexbomber eller visuelle stormtropper.

Der sker ikke meget andet, end at musikken spilles, hvilket så til gengæld også er fremragende. Ledsaget af Jens Jefsen på bas og Morten Lund på trommer, er Andersen bag klaveret og Dissing, der fortsat giver sig selv helt ud på scenen som besjælet bluessanger af de allerbedste, et par fantastiske spillemænd.

Som kun afbrydes af Benny Andersens små anekdoter om sit bekendtskab med Svante himself. Hvilket slet ikke er umorsomt. Benny Andersen viser sig som en potentiel stand-up-komiker med sine nedtonede udfald og associationer.

Der er med andre ord masser af stof til en munter aften med musikalske venner, der tør behandle livets store emner med tilpas distance og humor her. Tiden er inde til at sende endnu en venlig tanke og en hørbar skål til den ufrivillige dansker, Svante Svensson.

Han må trods sit sortsyn nok siges at være den bedst integrerede indvandrer her til lands i nyere tid.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce