At kalde det et album med protestsange ville være en noget bovlam underdrivelse. Neil Young tager bladet fra munden, så overskriften 'Let's Impeach The President' er til at få øje på. Lad os stille Præsidenten for en rigsret, lyder Youngs direkte opfordring. Selv om han er barnefødt i Canada, er det en amerikaner med hud og hår, der på denne spontant indspillede protestmarch af en rockplade, profetisk glødende gør sig til talsmand for at genvinde respekten for flaget og præsidentembedet. Især det sidste befinder sig i Youngs øjne i en gennemført besudlet tilstand: »Let's impeach the President for lyin' / And misleading our country into war/ Abusing all the power that we gave him / And shipping all our money out the door«. Det sidste er ikke en uvæsentlig tilføjelse. Krigen har kostet dyrt og underskuddet på budgettet er svimlende. Neil Young er måske nok en gammel hippie, men han er ikke en blødsøden automatdemokrat. Young har tidligere valgt at bakke op bag en republikansk præsident. Men denne gang er sagen klar og katastroferne mange. 'After The Garden' spørger, hvordan vi skal leve, når først haven er lagt øde? Et godt spørgsmål til en præsident, der har affejet alle hensyn til naturen og solgt ud af dens arvesølv til sine buddies i big business i et for alle andre end aktionærerne chokerende omfang. Men selvfølgelig handler det først og fremmest om krigen i Irak. Om dens løgnagtige begrundelse, de voksende tabstal, den udsigtsløse krigsførelse mod den forkerte fjende, indskrænkningerne i borgerlige rettigheder på hjemmefronten og ikke mindst misbruget af krigsførelse i Guds navn. »I sing a holy vow / to never kill again« synger Neil Young. Mantraet er »Don't need no more lies«. Det er den rødglødende tråd. En anstændig mands voksende forargelse over løgn og bedrag. Måske nok altid en nødvendig ingrediens i realpolitik, men for pokker da ikke en selvfølge. På 'Living With War' indtager rockmusikeren Neil Young James Stewarts rolle i 'Mr. Smith Goes To Washington'. Den jordnære forsvarer for nationens værdier, der er blevet misbrugt og manipuleret af magthaverne. Dengang som nu gør det indtryk, når en anstændig mand tager bladet fra munden. Og anstændig, det har Neil Young vist sig at være ved mange lejligheder. Producerparret Neil Young og Niko Bolas kalder sig The Volume Dealers, og der er skruet godt op for megafonen. Det er et groft skåret album. En lyd, der helt konkret fortæller, at der ikke har været plads til svinkeærinder eller æstetiske yndigheder. Bas, guitar og trommer tungt huggende deruda'. Så meget desto mere opsigtsvækkende og følelsesmæssigt virksomt, når Tommy Brays trompet spiller for de tusindvis af unge, døde amerikanere, der vender hjem i hver sin kiste. Usete. Sneget ind ad bagdøren. Forbudte billeder for medierne. Med den begrundelse, at synet af kister er demoraliserende. Engang var døde amerikanske soldater helte. Nu er de dårlig presse. For her ser vi fremad og ikke tilbage. En tankegang, der leverer endnu et dødsstød til almindelig anstændighed. 'Living With War' er en indædt patriotisk protest. Elegant er musikken ikke. Som i en politisk tale bliver der slået hårdt til de udvalgte slogans. Nogle numre er kun en primitiv ramme om et budskab. Andre som 'After The Garden' og 'The Restless Consumer' har af samme grund stor kraft i deres gospel. Det er ikke et symbolsk skalkeskjul, når Young lader albummet slutte med 'America The Beautiful' sunget af et 100 mand m/k stort kor. Teksten hylder et Amerika, hvor naturen giver menneskene et storslået sted at leve sammen. Blå himmel til alle og ravfarvede oceaner af bølgende korn: »America, America / God shed his grace on thee / And crown thy good with brotherhood/ from sea to shining sea«. Amerika er smukt, men har en grim side, synger Neil Young og efterlyser en ny leder i noget nær messianske vendinger: Hvor er Han? Lederen som er ung nok til at skylle korruptionen af flaget og bringe Nationen hjem til sig selv? Han som går iblandt os og måske i virkeligheden viser sig at være kvinde eller sort. Lederen med Den Store Ånd på sin side: »Someone walks among us«, forudser han. »And I hope he hears the call«, håber han. Han må da gerne være yngre end Young, men også gerne med Neils klare tale i mund og mæle, når han med elektrisk guitar og patriotisk anstændighed anklager sit lands leder for at have skaltet og valtet med dets sjæl.