Ved at holde længere og længere pauser mellem albumudgivelserne er Paul Simon selv medvirkende til, at man nogle gange glemmer, hvor god han er. Både til at lægge forskellige stemninger i sin vokal, til at spille en kildevandsklar nylonstrengsguitar og til at indføje lyde fra andre verdensdele i amerikansk pop. Og så oven i købet til noget, kun få sangskrivere gør lige så godt: Paul Simon kan proppe hele noveller ind i sine sange og få dem til at lyde venlige, selv om de muligvis handler om tunge ting som tyrannisk religiøs fanatisme, idiotisk mandlig forfængelighed, eller hvordan generation efter generation begår de samme dumheder. Modsætningen mellem ideer og realitet præger sangene på 'Surprise', der er hans første nye album i seks år. Numrene er komponeret efter terroraktionen 11. september 2001, hvor han spurgte sig selv, om det overhovedet gav mening at fortsætte. Orkaner og flodbølger gjorde det ikke lettere at fatte, at det kan lade sig gøre at leve videre, som om intet er forandret. 'How Can You Live in the Northeast?', hedder den første sang på 'Surprise', hvor han forundret spørger, hvordan mennesker kan være troende på guder eller markedsøkonomi. »Nothing is different, but everything's changed«, synger han i 'Once Upon a Time There Was an Ocean'. Det er ikke kun aktuelle begivenheder og paradigmer af den store slags, han sætter spørgsmålstegn ved. 'Outrageous' er en veloplagt og humoristisk afleveret historie om en lidt ældre end midaldrende mand, der tager ni hundrede mavebøjninger om dagen og farver sit hår mudderbrunt. Uden at det hjælper. Han er lige så træt, som han er viljestærk og forfængelig. Paul Simon er 64 år gammel, og hans pladekarriere går snart et halvt hundrede år tilbage i tiden. Da han var 16, hittede han og hans tenorsyngende skolekammerat Art Garfunkel for første gang med popnummeret 'Hey Schoolgirl'. Da han var 44 år overraskede han både fans og musikbranche med det sydafrikansk inspirerede album 'Graceland', der blev en stor succes. Han har sunget fortroligt berettende inden for singer/songwriter-traditionen, han har arbejdet med verdensmusik, og han har også - i slutningen af 90'erne - prøvet at skabe en egentlig scenisk musical, der hed 'Capeman' og blev hans karrieres første eklatante fiasko. Kan han stadig være mere under udvikling end afvikling? 'Surprise' giver et bekræftende svar. Det er et bedre album end 'You're the One' fra 2000 takket være samarbejde med både en fleksibel jazz- og verdensmusikspillende rytmesektion og den elektroniske troldmand Brian Eno. Rytmesektion og guitarer spiller ekvilibristisk detaljeret gennem alle kompositionerne. Men det er Brian Enos elektroniske lydlandskaber, der i episke forløb fremhæver det væsentlige ved de enkelte kompositioner og også samler dem til et hele. Med en diskret murren et sted og et bredpenslet malerstrøg et andet hjælper Brian Eno kollegaen med at synliggøre både undren, skæmt og for eksempel i den jazzede gospelhymne 'Wartime Prayers' højtidelig alvor. Flere sange handler om børn, som er de eneste mennesker, Paul Simon ikke stiller krav til. Det er svært at skrive hyldestsange til børn. Især går det ofte galt, når børnene er komponisternes egne. Paul Simon gør det interessant, fordi han også i de sange lægger flere melodier ind i sine avancerede arrangementer, end popsange sædvanligvis giver plads til. Ligesom Carole King og andre af de bedste amerikanske sangskrivere gjorde det i 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Ikke at man lægger mærke til, hvor komplicerede Paul Simons kompositioner er. Skift i tempi, stemninger og instrumenteringer finder naturligt sted og bliver aldrig anstrengende at høre på. At få det svære til at lyde ligetil er en kunst. På 'Surprise' gør Paul Simon det så fint, at albummet er lige så meget nydelse som en ordentlig omgang kultur- og selvkritik.