0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvinder med kant I

Germano genfinder den autentiske magi på 'In the Maybe World'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På sine bedste plader har Lisa Germano lydt som en af rockmusikkens sønderknuste mystikere. Med sine sørgelige, skrammede og alligevel trodsigt humoristiske sange som kerne har multiinstrumentalisten Germano spundet et stærkt foruroligende musikalsk billede.

Som verdens ensomste pige sidder hun med sin violin og sin guitar og sin flaske og sine blå mærker på sjælen midt i den eneste cirkusmanege i universet, mens kærlighedsplaneterne knirkende, klagende og kulørt changerende i drømmeagtig slowmotion har kredset rundt om.

Det er efterhånden en del år siden, Germano lavede sin mest kendt plade, 'Geek the Girl' (94), men med den kompromisløse Michael Gira (tidl. The Swans, nu pladeselskabsmand for Young God Records) ved hånden genfinder Germano den autentiske magi på 'In the Maybe World'.

Her møder man den samme endeløse sørgmodighed, stemmen som en støvmættet vuggevise for de søvnløse og de dybt originale arrangementer i en musik, man hele tiden frygter er på nippet til at styrte tilbage i det sorte hul i kunstnerens hjerte, de i første omgang forsigtigt vovede sig ud af.

Komplet afvæbnende i så henseende er den trodsige 'After Monday'. Kærligheden dør ikke af at blive afvist. Blå mandag følger 'Red Thread' med det temmelig klare omkvæd »Go to hell/ fuck you!«. Det havde lydt vulgært eller demonstrativt i munden på de fleste.

Her lyder det indædt og yndigt, når den voksne lillepigestemme og musikkens spilledåse ender med at føre sangen frem til sin overraskende og alligevel ikke spor overraskende konklusion: At »fuck you« rimer på et desperat »I love you«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere