Selv om Roskilde Festival for længst har sendt lange pilfingre ind i den elektroniske musik, taget hiphop til hjertet og ladet benene spjætte mere eller mindre i takt til eksotiske rytmer med tredjeverdens musik, består arrangementets rygrad af rock. Gammel og især yngre rock er de rullesten, resten af festivalen kører på. Dette års på papiret fine udgave af Roskilde Festival er ingen undtagelse. Især søndag byder vejrudsigten for det midtsjællandske på heftige byger af rock med solide navne som The Strokes, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, Placebo, The Raconteurs, Animal Collective og dette års nye sensation, Wolfmother. Den australske ulvemor er, navnet til trods, det yngste kid i koblet, men har allerede i nogle år tiltrukket sig stor opmærksomhed både i hjemlandet og i England. Man leverer ikke en så gedigen opdatering af klassiske dyder fra tungrocklegender som Black Sabbath og Led Zeppelin uden at tiltrække sig opmærksomhed. Strålende anmeldelser for koncerter er strømmet mod sanger og guitarist Andrew Stockdale, bassist og keyboardspiller Chris Ross og trommeslager Myles Heskett, der debuterede forrige år med en ep. Den var tilstrækkeligt visitkort til, at trioen indkasserede flere musikpriser i Australien. Hvorfor, forstår man til fulde efter at have nydt den fuldfede debut for fulde gabardinebukser i halvfjerdsersnit og forgyldte plateausko. For de tre knøse i Wolfmother stiller sig ikke tilfreds med at opdatere betonrocken og lyde som et tilforladeligt soundtrack til film som 'Almost Famous'. I samklang med den lydhøre producer Dave Sardy, der har navne som Oasis, australske Jet og Dandy Warhols på samvittigheden, har Wolfmother i sjælden grad fremelsket et varieret og tykt tæppe af lyd at lægge under den swingende, afvekslende og velkomponerede rock. Slå ned på et vilkårligt nummer på cd'en, eksempelvis nummer 11, 'Tales'. Og nyd temposkift, tyngde, Andrew Stockdales på en gang knivskarpe og fyldige guitar, Chris Ross' først slæbende, så eksploderende keyboards, mens melodien langsomt bygges op, river sig løs og flår lytteren med på langfart. Sådan kan man også skrive og spille noget så klassisk som rock, så musikken får ny form, fornemmelse og atmosfære. Der er mange af den slags stunder på debutalbummet med sange som 'Woman', 'Vagabond', 'Mind's Eye' og 'Joker & The Thief' som nogle af de mest mindeværdige i den hårde afdeling. Men også ballader som 'Where Eagles Have Been' og 'Tales' står stærkt, mens den stramme, funky 'Love Train', der kunne være skrevet af Prince til Jimi Hendrix, dokumenterer gruppens spændvidde. Et fornemt album trods de vel svulstige og ungdommelige kærlighedserklæringer i teksterne med store løfter for både fremtiden og søndagens stop i Roskilde.