Navnet er ikke blevet mindre underligt, siden Katie Crutchfield første gang lukkede op for sin kraftfulde gør-det-selv-indierock som Waxahatchee (en sø i hjemstaten Alabama). Men sangene er blevet endnu bedre, og selv om produktionen på det fjerde album er pænere og mindre flosset, river de stadig en omkuld med elvbrusende riffs og hæsblæsende melodier. Skal rockmusikken virkelig mærkes for tiden, er det åbenbart kvinderne, der skal sætte guitarstikket i. Crutchfield reflekterer videre over kærlighedens beskidte spil og konfronterer uretfærdigheden med en lægtehammer i hånden. Trods og fortrudte ord går perfekt i spænd mellem en smældende stemme og en nervesitrende guitar. Som hun synger: »I’m a live wire, electrified«. Det bliver alle, der kommer i nærheden af Waxahatchee.