0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lucia Odoom: De skulle være det lysende håb for en hel generation. Men det lyder som om, at de ikke aner, hvad de egentlig laver

Black Country, New Road er et af den slags bands, som verden har brug for at sætte op på en generationspiedestal som det lysende håb om en mere uforudsigelig musikalsk fremtid. Men det er ikke sikkert, at de helt lever op til forventningerne. De har det nemlig med at rode.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Maxwell Grainger
Foto: Maxwell Grainger

Selv i de mest rodede rodebutikker kan man finde guld, og det er også tilfældet med det syv mand store, hypede britiske orkester Black Country, New Road. Desværre er det lidt for svært at få øje på det, der skinner, på et album, der vil det hele på en gang.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Black Country, New Road er et band, der minder mig om en tid, hvor jeg følte mig forpligtet til at holde af unødig kompliceret musik.

Hvis jeg var 17 år, ville jeg helt sikkert have løjet, hvis nogen havde spurgt mig: Hvad synes du om Black Country, New Road? Jeg ville have svaret, at jeg er vild med dem, og følt mig tvunget til at værdsætte, at det her band det meste af tiden absolut ingen anelse har om, hvad det egentlig er, de laver.

Når de rammer hovedet på sømmet, lyder de som tidens mest interessante nye band, men når de rammer ved siden af, lyder de som en jamsession for overtænkende højskoleelever.

Black Country, New Road er et britisk orkester, der blander blæseinstrumenter i bedste balkanstil med buldrende postpunk og eksperimenterende rock, ska, poesi og jazz. De er i små glimt beslægtet med bands som Talking Heads, King Krule og The Birthday Party, men de er en anelse prætentiøse og slipper lige nøjagtig af sted med deres bombastiske og pompøse armbevægelser, fordi de også giver plads til humor og små lyriske morsomheder uden selvhøjtidelig og påtaget melankoli. Som når de synger »Leave Kanye out of this« som en kærlig mobning af musikanmelderne, der tilbeder Kanye West, og »Welcome to the best new six-part Danish crime drama« og »Mother is juicing watermelons on the breakfast island«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter