I det nye nummer af tidsskriftet Jazz Special beskrives Mikkel Ploug som et fremadstormende guitartalent med en indtagende udgivelse som rygstød. Med den sigtes der til denne cd, og jeg må tilstå, at jeg ikke kan erklære mig enig.
Ploug har et forbillede i Kurt Rosenwinkel, en særdeles begavet musiker, der dog på det seneste synes at have bevæget sig ind i en blindgyde, og det er ligeledes denne vej, som Ploug har fulgt. Han har tilmed valgt sig Rosenwinkels makker gennem længere tid, tenorsaxofonisten Mark Turner, som ledsager, mens Jeppe Skovbakke og Sean Carpio udfylder pladserne som hhv. bassist og trommeslager. Som det er blevet kutyme blandt unge musikere, har Ploug også selv skrevet alt materiale. Det former sig mestendels som mere eller mindre fortænkte konstruktioner, der gang på gang underkastes mærkelige taktartskift, som åbenbart ikke har andet til hensigt end at bryde den rytmiske kontinuitet og dermed musikkens naturlige flow.
