Hvis man forventer sig mere af den lyrisk strømmende, men frie musik, guitaristen Mikkel Ploug sammen med sangerinden, saxofonisten og electronica-spilleren Sissel Vera Petersen og træblæseren Joachim Badenhorst serverede på den fremragende ’Equilibrium’ sidste år, er der gode nyheder. For godt nok er udtrykket lidt mere traditionelt, men den rene lydæstetik, det ubesværede åndedrag og den lavmælte skønhed er der stadig. LÆS OGSÅEminent lækkert album er sjældent vellykket Medspillerne er bassisten Jesper Skovbakke og trommeslageren Kevin Brown, men det er ikke klassisk jazztriojazz, de tre spiller. Snarere er vi ovre i noget, der bringer tankerne i retning af den gruppe, den amerikanske guitarist Pat Metheny havde sammen med basikonet Jaco Pastorius og trommeslageren Bob Moses i midten af 1970’erne: altså musik, der satser på kompleks, men stadig umiddelbart melodisk musik et sted i grænselandet mellem beat og jazz. Stor kompositorisk konsekvens Det er Mikkel Ploug, der selv styrer begivenhederne på sin guitar, og hans drømmende, meditative spil passer fornemt til de harmonisk velskabte forløb, bassen og trommerne understøtter.

Såvel det tyske titelnummer som flere af pladens andre skæringer har en eller anden affinitet til byen Berlin, hvilket har at gøre med tilblivelsesomstændighederne; men det berlinske ligger mere i selve musikkens internationale åndedrag og store modenhed. LÆS OGSÅNørklerier Numrene er præget af stor egalitet, hvilket både er en styrke og en svaghed. Man fornemmer en kompositorisk konsekvens i udtrykket, men ved de følgende gennemlytninger bliver det også for meget med ikke mindre end 11 numre, der i såvel stemning som harmonisk stil minder meget om hinanden. Ikke desto mindre er det dejligt at lytte til; dovent, søgende og lækkert. Som en solfyldt eftermiddag i en storby, der kunne være Berlin, men sagtens også København.