Der er en plade, jeg gang på gang vender tilbage til. En plade, der holder mig i en skruestik fra første til sidste tone. Det er Steve Swallows ’Home’ fra 1979, hvor basguitaristen par excellence har sat musik til en række af den amerikanske poet Robert Creeleys digte. Ordene i disse digte, der kun består af ganske få strofer, er overladt sangerinden Sheila Jordan, mens saxofonisten Dave Liebman, pianisten Steve Kuhn, trommeslageren Bob Moses og Swallow svarer for de rent instrumentale indsatser. Og nu, 27 år senere, foreligger en ny udgivelse med et uddrag af Creeleys digte fra Swallow. I en kombination af optagelser fra 2001 i New York og fra 2005 i Oslo, igen med Kuhn ved pianoet samt den norske Cikada strygekvartet og Creeley selv, der lægger stemme til. Det er ganske forunderligt, hvordan det er lykkedes at skabe en så dyb overensstemmelse mellem Creeleys let sprukne røst og musikken.
En overensstemmelse, der først og fremmest opleves som emotionel. For selv hvis man som ukyndig i lyrikkens verden ikke altid er i stand til at tyde selve ordenes mening, så lader Creeleys røst os sanse den. Et indtryk, der forstærkes, takket være den måde, hvorpå recitationen følger musikkens strukturer.
