Hun er faktisk en glimrende sangerinde, norske Solveig Slettahjell. I besiddelse af en køn stemme, der beholder sin varme og meget af sin fylde, selv når hun dæmper den ned. Problemet knytter sig til den måde, hendes sang indrammes på.
Når gruppen kalder sig Slow Motion Quintet, kan det ikke virke overraskende, at det er de langsomme tempi, der dominerer musikken. Men de kan også opleves som for langsomme eller ligefrem slatne. Og i denne forbindelse et der måske grund til at pege på, at kunstfærdighed ikke er det samme som originalitet. Cd’en er ikke uinteressant, for der er ting, der lykkes udmærket som Harry Wardens ’The More I See You’. Og tager man et nummer som Jule Stynes ’Time After Time’, hvor Slettahjell kun ledsages af Mats Eilertsens bas, så fungerer det smukt i den indledende præsentation af melodien, hvorimod det går helt galt i den efterfølgende scatsang. Til gengæld danner Jerome Kerns ’Look For The Silver Ling’, som Slettahjell synger uakkompagneret, en fin afslutning på cd’en.
