Det var en fantastisk udvikling, tenorsaxofonisten John Coltrane gennemgik i de år, han spillede med Miles Davis. Han blev dog bestemt ikke budt velkommen, da Davis hyrede ham i 1955. For mange spurgte sig selv, hvad Davis mon ville med denne musiker, der ytrede sig med en så grov tone, en så skæv intonation og en så slingrende frasering. Det skulle dog ikke vare længe, før Coltranes spil begyndte at udøve sin fascination. Og som man møder ham året efter på ’Cookin’, er det som en musiker, der ikke blot er i færd med at skabe sig et personligt udtryk, men som også har fået styr på det.
Det hører man i de hurtige tempi i numre som ’Airegin’ og ’Tune-Up’, der på ingen måde volder ham vanskeligheder. Mest fremmedartet for samtiden var nok Coltranes solo i ’When Lights Are Low’, hvor han bestandigt placerer sine fraser på tværs af melodiens oprindelige struktur. I dag vil man ikke være i tvivl om, at denne dristighed blev belønnet i rigt mål. Forrygende rytmegruppe Davis selv er i storform. I balladen ’My Funny Valentine’ benytter han dæmper, mens han i de øvrige numre, hvor han anvender åbent horn, formulerer sig med en eksplosivitet, der får mig til at tænke på, at han aldrig har spillet bedre end på dette punkt af sin karriere, hvor han havde jazzens gennem alle tider mest forrygende rytmegruppe med Red Garland, Paul Chambers og den uforlignelige Philly Joe Jones bag sig. Det er overraskende, at samme Rudy Van Gelder, der er manden bag den fortrinlige optagelse af ’Cookin’, også har været ansvarlig for den dårligt afbalancerede optagelse af ’Traneing In’.
