Lyt til artiklen
Gennem en lang årrække har altsaxofonisten Jens Søndergaard dyrket sine to amerikanske instrumentkollegaer, først Art Pepper og siden Lee Konitz, som forbilleder. Pepper næsten for slavisk, når Søndergaard overdrev Peppers brug af dobbelttoner som afslutning på en frase, og Konitz på en facon, der ved siden af mesteren kunne virke lovlig nysselig.
Nu er turen igen kommet til Pepper, der også svarer for samtlige cd’ens kompositioner, og jeg har også indtryk af, at denne i grunden står Søndergaards eget temperament nærmere.
