»Jeg ønsker at skabe fortællinger, i hvilke der træder en melodi frem. Ikke blot toner eller fraser«. Sådan udtaler trompetisten Alex Sipiagin sig i noterne til sin nye cd på baggrund af, at hans musik bliver beskrevet som særdeles kompleks og rig på detaljer. Lytter man til resultatet, må man sige, at det kun er lykkedes ham delvis.
Vævet eller filtet?
Det er umiddelbart svært at orientere sig i de mange taktartskift og de ofte indbyrdes divergerende melodiske linjer, han har vævet sammen. Ikke blot i sine egne kompositioner, men også i et nummer som Thelonious Monks ’Epistrophy’, det ene af cd’ens to lånte bidrag, som han har underkastet en tilsvarende behandling. Det hjælper at gå tilbage til begyndelsen af et nummer, når man – efter præsentationen af temaet – har fundet det rette pulsslag. Og det hjælper endnu mere, at Sipiagin i tenorsaxofonisten Chris Potter, pianisten David Kikoski, bassisten Scott Colley og trommeslageren Antonio Sanchez har et hold musikere, der har formået at indfri hans intentioner på en så overbevisende måde, at han selv fremstår som den, der som solist har mindst at fortælle. Navnlig Potters indsats i ’Prints’ og Kikoskis i Bill Evans’ ’Orbit’ (cd’ens andet lånte bidrag, der dog får lov til stå uantastet) er af så høj klasse, at de alene berettiger anskaffelsen af pladen.
