Lyt til artiklen
En af de plader, hvor man støder på det idiotiske påfund, at der på coveret er angivet et bestemt antal numre, men hvor det viser sig – hvis man ved et tilfælde lader pladen køre videre i tomgang – at den faktisk rummer yderligere et nummer. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har fattet meningen med det.
Men når det er sagt, må man også tilføje, at det er en cd, der ikke uventet byder på musik af fornemste klasse. For jeg kender ingen anden trompetist, der som Paolo Fresu har formået at spejle sig i Miles Davis og samtidig skabe sit eget billede.
