Antonio Sanchez er en af tidens skrappe trommeslagere, som vi kunne opleve det under sommerens københavnske jazzfestival, da han optrådte på Det Kgl. Teaters Gamle Scene i selskab med tenorsaxofonisten Joshua Redman.
Det er da også en række skrappe legekammerater, han har fundet sig på sin debut-cd som leder af en egen gruppe. Indledningsvis i et trionummer med pianisten Chick Corea og bassisten Scott Colley, i seks numre med tenorsaxofonisterne Davis Sanchez og Chris Potter samt Colley, heraf det ene med tilføjelse af guitaristen Pat Metheny, og endelig i en duet med Metheny. Der bliver gået til den med saft og kraft, især af Sanchez og Potter, og skulle jeg give et lille plus til én af dem, så måtte det nok blive Potter, der formulerer sig med den største dristighed. Alt foregår på højt niveau, om end jeg ikke kan frigøre mig for den tanke, at musikken kan have en for demonstrativ karakter. Som om vi får serveret den på en præsenterbakke. Især Methenys ’Arena’, Joe Hendersons ’Inner Urge’ og Miles Davis’ ’Solar’ (duetten) byder dog på fremragende spil. Og typisk nok er det netop de bidrag, som Antonio Sanchez ikke selv står som ophavsmand til. Den musiker, som jeg egentlig har mest lyst til at fremhæve, er Colley. Det er hans soli i ’Ballade’ og ’Inner Urge’, der virkelig får mig til at lytte.
