Emnet er farligt at røre ved, men man kommer ikke uden om, at sort og hvidt historisk set har været et dominerende tema i jazzen. Stilmæssigt kan det stadig være det, og to væsentlige nye udgivelser med danske sangerinder anslår temaet.
Læg cd’erne på bordet, og Etta Camerons er sort og sensuel. Næsten svedig. Mona Larsens, derimod, er kridhvid. Elegant i sin ekstreme kølighed. Som var det coveret til en Annie Lennox-plade. Læg cd’erne i afspilleren, og tematikken kører videre på lydsiden. Det er svært ikke at sammenligne. Hver sangerinde leverer i alt 11 sange, og Mona Larsen gør det med en udpræget instrumental inspiration i fraseringen. Men også med et anstrøg af elegance, der fanger straks fra den indledende Bernstein-sang, ’Something’s Coming’. Intensitet der tænder Mona Larsens samarbejdspartner siden hendes første jazzudspil i eget navn, pianisten Thomas Clausen, har stærke brasilianske farver på paletten, og sangerinden leverer en intensitet, der tænder. Måske var der ikke for alvor magi i luften dengang med Halberg/Larsen, og de færreste kender hende nok fra hendes anden musikalske pol, nemlig samarbejdet med den avantgardistiske komponist Michael Mantler. Men som jazzvokalist rammer Mona Larsen med det alt andet end divaagtige navn strengene i sjælen. Hendes trio med Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer lyder godt. De spiller smukt, mens sangeren er oppe at røre højderne med sin lyse stemme, der med meget bevidst mikrofonteknik gav smagsprøver fra pladen ved Thomas Clausens fødselsdagskoncert i Copenhagen JazzHouse i sidste måned. Er stemmen sval? Ja, det er den, og igen er det vanskeligt ikke at få associationer angående farven hvid. Da især, hvis man for sjovs skyld piller cd’en ud af afspilleren og smækker Etta Cameron med ’Summertime’ på i stedet for. Saftigsort, sjælfuld perle Det dybe amerikanske sydstatsunivers vælter ud af højttalerne! Etta Cameron er kendt som gospelsangerinde snarere end som egentlig jazzstemme, men hendes ’Summertime’ er en saftigsort, sjælfuld perle. Hun ved, hvordan man sparker en frase af sted, så selv det mest dvælende tempo bliver fremadrettet. Hos Etta Cameron er pianisten også en gammel ven, nemlig Nikolaj Hess. Klavs Hovman trakterer bassen, mens Marilyn Mazur i hvert fald delvis frigør slagtøjet fra time keeper-rollen og giver det eksotiske farver. Hun er virkelig en kunstner. Palle Mikkelborg lægger lufttrompet på numre som Chaplins ’Smile’, og Hess har arrangeret specielt for besætningen. Med ’What a Wonderful World’ som en stærk, rolig indledning. En musikalsk tilstand, der bekræfter tekstens budskab.
