0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han har det hele

Jimmy Greene er en tenorsaxofonist med både intelligens og nuance i sit spil.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke længe siden, at jeg i en anmeldelse af trompetisten Jim Rotondis cd 'Iron Man' omtalte tenorsaxofonisten Jimmy Greene som dens store oplevelse.

En musiker, der er ved at nå op i samme klasse som sine instrumentkollegaer Chris Potter og Seamus Blake, og det giver denne udgivelse under hans eget navn fuldt belæg for.

Som disse er Greene i besiddelse af de egenskaber, der kendetegner en stor musiker. Tonen på instrumentet, der i sin rigdom af afskygninger umiddelbart får sit tag i én, den stensikre rytmiske fornemmelse, der tillader ham at bevæge sig frit omkring og samtidig opretholde spændingen i forhold til taktslaget, og denne form for musikalsk intelligens, der skaber en fuldkommen balance mellem det velovervejede og det spontane.

Alt dette finder man i Greenes spil. Og dertil kommer yderligere, at han på denne cd er omgivet af musikere, der virkelig formår både at understøtte og udfordre ham. Jeremy Pelt, der medvirker i tre af de i alt otte numre, er en glimrende trompetist. Det er imidlertid pianisten Xavier Davis, bassisten Reuben Rogers og trommeslageren Eric Harland, der med deres indsatser for alvor sætter trumf på.

Hør Rogers og Harland bag Greene i cd'ens fjerde indslag, en kombination af Thelonious Monks 'Evidence' og Greenes egen 'True Life Stories', hvor Pelt ikke medvirker. Det er formidabelt i sin intensitet.

Og hør så som kontrast balladen 'My Ideal', hvor Davis gennem kun et enkelt kor, fremført rubato, følger Greene med en indfølingsevne, der kaster det smukkest tænkelige lys over dennes spil.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu