Det er ikke noget ukendt fænomen, at trommeslagere i rollen som ledere af deres eget ensemble gerne sætter stærkt fokus på deres eget spil. I denne henseende er cubanske Ignacio Berroa, der i 1980 ekspatrierede til USA, ingen undtagelse. Men det er nu ikke alene med sit trommespil, han sætter sit aftryk på musikken. Han gør det også i kraft af de musikere, han har valgt som medspillere, repertoiret og den måde, han præsenterer musikken på. For det er ikke salsaen i dens folkelige form, der er Berroas ærinde, til trods for at han er sig sin cubanske arv stærkt bevidst. Den giver sig naturligvis til kende i hans omgang med trommesættet, der er mester værdig. Men i sit frie forhold til pulsen ligger Berroa også på linje med en anden trommemester Elvin Jones, og det er betegnende, at han har afstået fra indføje traditionelle salsainstrumenter som claves og timbales, der ville stille sig i vejen for den rytmiske fleksibilitet, i sit musikalske univers. Blandt andet i jazzstandards som Chick Coreas 'Matrix', Wayne Shorters 'Pinocchio' og Dizzy Gillespies 'Woody'n You', iklædt udsøgte arrangementer og underlagt lige så raffineret udformede rytmiske mønstre, driver Berroa med sit uimodståeligt fremrykkende spil solisterne til at yde deres ypperste. Og hvilke solister! Saxofonisten Felipe LaMoglia er et ukendt navn for mig, men afgjort en musiker, man skal holde øje med. Det er imidlertid pianisterne Gonzalo Rubalcaba og Ed Simon samt tenorsaxofonisten David Sanchez, der løfter musikken op i den højeste sfære. Hvis man tænker på Rubalcaba som en musiker, der ser som sit formål at stille sin virtuositet til skue, så skal man lytte til hans spil i Ernesto Lecuonas 'La comparsa' og Cesar Portillo De La Luz' 'Realidad y fantasia'. I første tilfælde er det forbløffende, hvor meget han får ud det med ganske små midler, i det andet er det af en betagende udtryksfylde, som man også finder i både hans og Sanchez' indsatser i Antonio Carlos Jobims 'Inutil Paissagem'. Og lige så fremragende er Simons medrivende spil i førnævnte 'Matrix' og 'Pinocchio'. Så absolut en af årets plader, for en tilsvarende syntese af det bedste fra nordamerikansk og cubansk musik skal man lede længe efter.