Det vil ikke overraske mig, hvis det viser sig, at den unge amerikanske pianist Taylor Eigsti går en lysende fremtid i møde. Med sine kun 21 år udviser han en suveræn beherskelse af sit instrument, der også omfatter et særdeles delikat anslag. Dertil føjer sig en evne til at finde nye indfaldsvinkler til kendte melodier, og når det gælder hans egne kompositioner, så formår han - med god hjælp af de to bas-tromme-team, Christian McBride/Lewis Nash og James Genus/Bobby Kilson, samt guitaristen Julian Lage - at få dem til at tage sig ud af noget, også i de tilfælde, hvor der strengt taget ikke er meget kød på dem. Af og til kan Eigsti virke for opsat på at demonstrere sit store potentiale, og ligeledes hans valg af materiale kan forekomme noget tvivlsomt. Men omvendt er der de numre, hvor hans uomtvistelige musikalitet ikke kan undgå at slå igennem. Det sker bl.a. i hans egen 'True Colors' i duet med Lage, i John Coltranes 'Giant Steps' og i Cole Porters 'Love for Sale'. I en uhyre raffineret reharmoniseret udgave af Jimmy Van Heusens 'Darn That Dream' går Eigsti lige til stregen, så temaet ikke lider overlast, og helt uimodståelig er hans dybt romantiske uakkompagnerede udgave af Leonard Bernsteins 'Lucky to Be Me'. Blot en enkelt gennemspilning af selve melodien, der bliver stående i sindet længe efter.