Kan man forestille sig Miles Davis i sammenspil med en guitarist af vietnamesisk oprindelse? Det er det indtryk, man kan danne sig, når man lytter til de musikalske dialoger, som Nguyen Le og den italienske trompetist Paolo Fresu har ført imellem sig hjemme hos Le i Paris. I en række andre duo-optagelser har Le den nordafrikanske oudspiller og sanger Dhafer Youssef som partner. I begge tilfælde har Le derefter bearbejdet musikken ved hjælp af elektroniske effekter, og det er gjort på forbilledlig vis. Med en sans for at styrke det enkelte stykkes selvstændige karakter uden at havne i det overlæssede. Resultatet er blevet en yderst fascinerende udgivelse. For egen del må jeg jo erkende, at det er stykkerne med Fresu, der berører mig dybest. Blandt dem står en version af Billy Strayhorns 'Chelsea Bridge', der byder på mesterligt spil, for sig selv. Men hørt med jazzøren er det bemærkelsesværdigt, at skønt tonesproget i Les og Youssefs dialoger bærer et stærkere etnisk præg, så fornemmer man i flere numre, at jazzens puls er nærværende i musikkens rytmiske udtryk. Og netop fordi musikernes autentiske tilknytning til musikken på ingen måde lader sig anfægte, fremstår musikken som en overordentlig vellykket sammensmeltning af tradition og fornyelse.